Projekt på Samsø: Dansk virksomhed er i direkte konkurrence med Tesla

Virksomheden Lithium Balance har udviklet en energieffektiv løsning på et af de helt store problemer i energibranchen i disse år, nemlig lagring af strøm. Nu lancerer virksomheden, der er direkte konkurrent til Tesla, sine første kæmpebatterier på lystbådehavnen i Ballen på Samsø.

Xolta-batterier Ballen Havn
Den danske virksomhed Lithium Balance har udviklet kæmpebatterier til energilagring sammen med én af verdens største bilproducenter. Batterierne er mere energieffektive end for eksempel Teslas batterier, fordi de ikke har brug for vandkøling, og fordi de leveres med et avanceret batteristyringssystem. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Den lille danske vækstvirksomhed Lithium Balance er efter fire-fem års udviklingsarbejde klar til at sende sine første nye, energieffektive kæmpebatterier til lagring af strøm ud i virkeligheden.

Det sker, når virksomheden sammen med politikere og andre særligt inviterede onsdag formiddag trykker på kontakten og kobler kæmpebatterierne til elnettet på Samsø.

Batterierne er opstillet på lystbådehavnen i Ballen på Samsø og skal være med til at løse det elproblem, der opstår, når lystsejlere i hundredevis i løbet af de kommende måneder lægger til i den populære lystbådehavn for at lave aftensmad og vaske tøj.

Det meste af året producerer Samsø, der har sat sig den ambition at være selvforsynende med vedvarende el i 2030, mere strøm fra solceller og vindmøller, end de selv kan bruge. Strømmen sendes derfor til fastlandet. Men når turister og lystsejlere i sommerhalvåret valfarter til den 114 kvadratkilometer store ø i Kattegat, syvdobles indbyggertallet, og strømforbruget overstiger, hvad de lokale vindmøller og solceller kan producere. Problemet er især stort i en havn som Ballen Havn, hvor bådene lægger til, og sejlerne begynder at bruge strøm, når solen går ned.

Lars Barkler, CEO og stifter, Lithium Balance

»For fire-fem år siden begyndte interessen for energilagring for alvor, men batterierne var meget dyre. Vi spurgte derfor os selv, om vi kunne lave et batterilager, der var rentabelt til danske forhold«


Med de store batterier, som nu bliver opstillet på lystbådsmarinaen i Ballen Havn, bliver det muligt at lagre solenergi fra dagtimerne og bruge den om aftenen, når behovet er der. Samtidig er batterierne udstyret med et avanceret batteristyringssystem, som Lithium Balance har udviklet. Styringssystemet aflæser blandt andet forbrugsmønstre ved hjælp af maskinlæring, ligesom det tager vejrudsigterne i betragtning.

EU-penge til at gøre Samsøs energisystem smart

Når Samsø nu bliver centrum for afprøvning af batterilagring med de danskudviklede kæmpebatterier, skyldes det, at Samsø er en del af EU-projektet »The Smart Islands Energy System« (SMILE). Det betyder, at Samsø i to år skal implementere og og teste et intelligent elnet med de store batterier. Det sker også på to andre øer, i EU, nemlig Madeira i Portugal og Orkneyøerne i Skotland.

»Hele energisystemet er koblet sammen i et smartgrid, så vi maksimerer effekten af den vedvarende energi. Her spiller batterierne en central rolle. Vi kan f.eks. bruge al strømmen fra batterierne på spildevands- og varmepumper om natten, hvis vi ved, at der kommer høj solskin næste dag,« siger projektleder i Samsø Energiakademi, Jan Jantzen.

Samsø vil være selvforsynende med vedvarende energi i 2030. I Ballen Havn skal solceller levere strøm til de mange lystsejlere, der besøger øen om sommeren. For at kunne udnytte energien fuldt ud har havnen nu også fået danskudviklede batterier installeret til at lagre energi f.eks. om natten. Foto: SMILE Samso Fold sammen
Læs mere

Lithium Balance blev stiftet i 2006 for at udvikle batteristyring til lithium-batterier til elektriske køretøjer. I 2008 kom energiselskabet Ørsted (den gang DONG Energy, red.) med som investor på grund af sin involvering i elbilprojektet Better Place. Selvom Better Place blev lukket, er Ørsted fortsat som investor, og følger i dag udviklingen af lagringsbatterier tæt.

»Vi har siden 2009 solgt styresystemer til batterier i blandt andet gaffeltrucks, rengøringsmaskiner og senere også elbiler og ellastbiler. For fire-fem år siden begyndte interessen for energilagring for alvor, men batterierne var meget dyre. Vi spurgte derfor os selv, om vi kunne lave et batterilager, der var rentabelt til danske forhold,« fortæller CEO og medstifter, Lars Barkler.

Mindre varmefølsomme batterier end Teslas

Lithium Balance gik derfor til én af verdens største elbil-producenter, som virksomheden i forvejen leverede batteristyring til, og indledte et samarbejde om at udvikle deres batterier til biler til kæmpebatterier til lagring. Hvem producenten er, vil Lars Barkler ikke afsløre, men det er ikke Tesla, som til gengæld er én af Lithium Balances konkurrenter.

»Vi har brugt meget tid på forskning og udvikling, og det er lykkedes os at lave en samlet løsning med batteri og styresystem, der er så energieffektivt og billigt, at det bliver rentabelt,« siger Lars Barkler, som mener, at Lithium Balances batterier giver Teslas meget hypede lagringsbatterier baghjul.

»Vi bruger en noget anderledes batteriteknologi end Tesla. Vi samarbejder med en bilproducent om at udviklet en battericelle, som dækker et bredt temperaturområde, mens Teslas celler er meget mere temperaturfølsomme. Det betyder, at Tesla har brug for vandkøling af sine batterier, mens vi kan nøjes med almindelig luftkøling. Men der findes mange andre konkurrenter end Tesla,« siger Lars Barkler.

Samsø, Kina, Europa

Samsø bliver det første sted i verden, hvor Lithium Balance tager sine kæmpebatterier i brug for alvor. Bliver det en succes, forventer Samsø Kommune at få flere batterier til havnene i Langør, Mårup og Sælvig, men også til Samsø-færgen.

Lithium Balance har udover Ørsted også den kinesiske batteriproducent Suzhou Zenlead som samarbejdspartner og investor via investeringsselskabet Zenlead Europa. I Kina samarbejder Zenlead med Toyota om batterier til elbiler og har også investeret i batteriproduktion sammen med den store kinesiske elbilproducent Nio.

Lars Barkler forventer også at få et solidt hjemmemarked i Danmark, men oplever også stor interesse for batterierne fra europæiske energiselskaber, som ønsker at købe batterierne og sælge dem videre til deres kunder.