Én var HR-chef for 1.400 medarbejdere i Novasol, én var specialkonsulent i Forsvarskommendoen og én var marketingdirektør i medicovirksomheden K-Systems.
I dag har de alle tre kvittet deres karrierejob og i stedet stiftet egne virksomheder. De orkede ikke længere den maskuline og hierarkiske virksomhedskultur, hvor alfahannerne hersker, og hvor bundlinjefokus og 70 timers arbejdsuger er et adelsmærke.
Mød Jette Blok, tidligere HR-chef i det amerikanskejede sommerhusudlejningsfirma Novasol, som var ved at blive kvalt i maskulin performancekultur, Lene Fischermann, tidligere marketingchef i medicovirksomheden Obigio, som blev indfanget i mandekulturfælden, og Sophia Carolina Carena, som droppede en karriere i Forsvarskommandoen, hvor maskuline værdier satte barrierer op for nødvendig forandringsledelse.
Alle tre hører til kategorien af veluddannede kvinder i leder- eller specialistjob, som headhunterne jagter, og som samfundet sukker efter for at få udnyttet den kvindelige talentmasse og opnå større mangfoldighed i både offentlige og private virksomheder. Det er tre kvinder i deres bedste alder – i 40erne og 50erne – men alle tre blev trætte af at kæmpe for at undgå at blive »minimænd«.
Større end #MeToo-bevægelsen
Ledelsescoach Birgitte Baadegaard ser en ny trend, hvor kvinder dropper deres job og bliver selvstændige, hvor de selv kan bestemme.
»Det her er langt større end #MeToo. Det er et dybere opgør med hele systemet, som er præget af maskuline værdier, hierarki og lineære kommandoveje. Det er behovet for mening i forretningsmål ud over bundlinje og sorte tal – og manglen på mening – som er i spil for rigtigt mange kvinder,« siger hun.
Birgitte Baadegaard har gennemført en spørgeskemaundersøgelse på LinkedIn og Facebook for at belyse kvinders motivation for at droppe et stabilt job og begynde som selvstændig, og knap 400 kvinder har deltaget.
Hos Lederne genkender viceadministrerende direktør Bodil Ismiris tendensen:
»I 2017 gennemførte vi en undersøgelse, som viste, at den mandsdominerede kultur i toppen af organisationen er en af de væsentligste barrierer for, at kvinder rykker opad i systemet. Den maskuline kultur er karakteriseret ved, at man forveksler et maskulilnt blik med et universelt blik,« siger Bodil Ismiris.
Ifølge Birgitte Baadegaard har kvinderne i hendes undersøgelse generelt oplevet dårlig ledelse og usund arbejdskultur, og de føler ikke, at de og deres ambitioner bliver set.
»Kvinderne har behov for fleksibilitet og en anden måde at anskue karriere på end den nuværende lineære facon. Det har de opgivet at finde i eksisterende virksomheder. I stedet starter de for sig selv,« siger hun.
Også yngre kvinder siger stop
»Trenden med, at kvinder dropper ud, begyndte blandt kvinder i 40erne og 50erne, men nu spekulerer også unge kvinder i 30erne over, hvad det hele går ud på. De oplever, at der en maskulin kode og et sprog, som de skal lære. Men selv om de prøver at blive en slags mand, så hjælper det ikke altid. Oplevelsen af ikke at kunne være sig selv og blive værdsat skaber en markant job-utilfredshed,« siger Birgitte Baadegaard – der mener, at det er et faresignal for virksomhederne, hvis kultur er for målorienteret til, at kvinder trives.
»Det er ikke alle kvinder, der springer ud og bliver selvstændige. I stedet føler en del af sig hjemløse i et job med en fin titel og en god løn, men de mistrives og kan ikke se den dybere mening med, hvad de render rundt og laver. Ud over at skabe sorte tal på bundlinjen. Hvilket ikke er nok,« siger hun.
»Jeg var nødt til at være ganske maskulin«
Jette Blok har mere end 25 års erfaring fra det private erhvervsliv og har blandt andet været ansat hos SjælsøGruppen, InfoCare Service og Novasol. Hun har bl.a. siddet i direktionen som HR-ansvarlig for 1.400 ansatte med god løn, bil og bonus. Men hun kunne ikke forlige sig med kulturen i virksomhederne:
»Det var de meget maskuline værdier, der var i højsædet. Alt skal kunne måles og vejes, og der var ikke megen plads til debat og refleksion. Jeg blev ikke anset som ligeværdig i de direktioner, jeg har siddet i, og følte mig udenfor. Jeg blev på den ene side tildelt en slags »mor«-rolle, da der skulle en person med empati til at gennemføre en del fyringer. Men samtidig fik jeg besked om at tie stille og bare se pæn ud på projektmøder,« fortæller hun.
»Jeg prøvede at passe ind, men jeg opdagede, at jeg var nødt til at være ganske maskulin for at gøre det. Det er jo direkte at udøve vold mod sig selv, for det er ikke min natur som kvinde. Jeg følte, at jeg blev kvalt i en kultur, hvor man skal løbe stærkt og hurtigt efter en bundlinje. Til sidst anede jeg ikke, hvem jeg selv var, og derfor brød jeg ud af systemet.
Der sker noget med mange kvinder i 40erne, som simpelthen har fået nok. Vi har tilpasset os så længe, selv om vi egentlig ikke har lyst til at være i det her meget maskuline miljø, hvor man nærmest praler af at arbejde 70 eller 80 timer om ugen,« siger hun.
Jette Blok er bl.a. uddannet ejendomsmægler og yogalærer, og i dag arbejder hun med coaching, mindfulness og yogakurser i erhvervslivet og har virksomheder som bl.a. Ørsted og ATP og domstolen i Helsingør som kunder.
»I dag er jeg ønsket og efterspurgt som den, jeg er,« siger hun.
»Fokus på sorte tal betyder, at vi blot overlever. Men vi vil jo gerne trives og blomstre«
Hvad er mere maskulint end forsvaret med hårde kommandoveje, soldater, våben og tanks?
Øverst i hierarkiet regerer Forsvarskommandoen, hvor Sophia Carena har arbejdet som specialkonsulent i strategi og organisatorisk udvikling.
»Jeg var ansat for at skabe forandringer, men jeg forlod jobbet på grund af organisationens modvilje mod forandringer. Det handler ikke om mænd eller kvinder, men om forandringsvilje. Men kulturen i forsvaret er traditionelt maskulin med en lineær tankegang frem for en mere cyklisk og holistisk, og det gør det meget svært at skabe noget nyt, der giver mening og kan erstatte det gamle,« siger Sophia Carena, som ikke kan udtale sig konkret om de forandringsprojekter på grund af sin tavshedspligt.
»Det er ikke nok kun at have fokus på de sorte tal på bundlinjen, hvad enten det drejer sig om en privat eller en offentlig virksomhed, hvor sorte tal svarer til de leverede ydelser. Fokus på sorte tal betyder, at vi blot overlever. Men vi vil jo gerne trives og blomstre. Selve ideen med et forsvar er ren overlevelse, så mine ambitioner om forandring kunne reelt ikke skabes inden for den ramme,« lyder det.
»Såvel mænd som kvinder har både den maskuline og den feminine kraft. I dag er den maskuline måde at se og strukturere ting på den mest dominerende mange steder. Når kvinder bryder ud af en maskulin organisationskultur, er det, fordi der ikke er plads til at udfolde den feminine kraft til at skabe en ny verden, der giver mening, og hvor der er plads til os alle sammen,« siger hun.
Sophia Carena er cand.scient.pol. og har en fortid som forsker i Dansk Udenrigspolitisk Institut.
I dag har Sophia Carena sit eget firma, hvor hun arbejder med personlig udvikling, ledelse og numerologi og er samtidig partner i virksomheden Rebalance Jewelry, hvor der er skabt en kultur med balance mellem den maskuline og feminine tilgang til arbejdet.
»Man skal indpasse sig i en kultur, hvor alfahannen bestemmer«
Lene Fischermann er uddannet eksporttekniker og har arbejdet som salgs- og marketingchef inden for auto- og industrilak, elektronikindustrien og senest i medicobranchen hos K-Systems, som udvikler og sælger apparater til måling af fertilitet til klinikker over hele verden.
»Jeg hører til generationen, hvor det handler om at skabe resultater. Det handler om en maskulin præstationskultur, hvor det er den enkelte, der præsterer, opnår anerkendelse, får bonus og kommer frem og skaffer sig statussymboler. Jeg faldt selv i mandekulturfælden og forsøgte at blive som mændene, men jeg stod alligevel uden for og kiggede ind uden rigtigt at blive lukket ind. Man skal indpasse sig i en kultur, hvor alfahannen bestemmer, og så skal man bare være enig med ham uden for meget snak,« siger hun.
»Mændene er OK med det. De kender rollerne og hierarkiet, hvor man sparker nedad og slikker røv opad. Accepterer man det, kan man være en del af systemet, og det giver tryghed og position. Mange mænd bryder sig ikke om systemet, men de tier stille og indordner sig og nøjes med at brokke sig hjemme hos konen,« mener hun.
»Men hvis du ikke passer dig ind, så bliver du enten frosset ud, kigget skævt til som ballademager, eller du stemples som en rappenskralde. Det skete for mig. Jeg kunne godt lide at diskutere, men de hørte ikke på mig. Samtidig forsøgte jeg at præstere bedst muligt for at opnå accept og anerkendelse,« siger hun.
»Jeg lavede rod i systemet og skabte uro, kom med nye forslag, som jeg kæmpede for at opnå anerkendelse. Mændenes reaktion var: »Kom nu videre, lad os gå ud og drikke nogle bajere og have det hyggeligt.« På den måde kommer konflikter og uenigheder, der kunne være frugtbare for organisationen, aldrig op til overfladen. I den maskuline kultur skal vi være gode hver for sig – frem for at være gode sammen. Sammen kan vi inspirere hinanden og skabe resultater og nye løsninger,« siger Lene Fischermann.
Hun arbejder i dag som selvstændig konsulent med workshops, foredrag, teamwork og karriererådgivning.