Privatøkonomisk brevkasse: Er krisen bare det forkælede barns protester?

Privatøkonomisk brevkasse: Snakken om økonomisk krise har fyldt meget i de danske medier, men befinder vi os i en krise, eller er det blot en afmatning af økonomien? Cheføkonom hos Danske Bank, Las Olsen, bringer i denne uges privatøkonomiske brevkasse sit bud på, hvor dansk økonomi står, og hvorvidt vi skal være bekymret for fremtiden.

Lige nu er det noget af en definitionssag, om vi er i en økonomisk krise, men vi er i hvert fald i en afmatning, mener cheføkonom Las Olsen. Arkivfoto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Scanpix Ritzau Mads Joakim Rimer Rasmussen

Berlingskes nye privatøkonomiske brevkasse giver svar på alle dine spørgsmål om renter, pension, bolig, formue og meget mere. Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk

Kære brevkasse

Det forekommer mig at være en utroligt arrogant og Marie Antoinette-agtig tilgang til begrebet »krise«, som Berlingske her har anlagt. For sandheden er vel den, at vi i Vesteuropa på ingen måde for alvor oplever kriserne? Tværtimod oplever vi kun de afledte effekter, hvorimod mennesker og hele samfund andre steder i verden for alvor er i dyb, eksistentiel krise.

Ukraine er naturligvis det mest oplagte eksempel: Tusinder af mennesker, civile og soldater, dør hver eneste dag, mens titusinder andre lever med angsten for pludselig død, adskillelse fra deres kære, dyb fattigdom, mørke, kulde, sult – og vi oplever stigende priser og problemer med at vælge det rette lån til vores bolig. Det er jo helt uden sammenligning!

Og det samme gælder alle de andre kriser: Har vi ikke strøm i stikkontakten 24/7? Er der mangel på benzin og diesel? Er beskæftigelsen ikke i top? Bugner supermarkedet ikke af varer i alle prisklasser? Har vi ikke lige set rekordhøje lønstigninger? Mærker vi noget som helst til den såkaldte »klimakrise« – andet end milde vintre og et tidligere forår?

Kort sagt: Er hele denne krisesnak i dansk kontekst ikke bare det forkælede barns protester mod ikke at få lige, hvad det peger på fra morgen til aften?

Hvorfor tager Berlingske ikke netop det tema op: Skyldes en stor del af vores mistrivsel, at vi reelt ikke aner, hvor megaprivilegerede vi er – selv her midt i en »krisetid«?

Med venlig hilsen
Thomas

Las Olsen Rune Øe/Scanpix Ritzau

Kære Thomas

Jeg synes, at der er en god pointe i det spørgsmål, selvom det måske er sat lidt på spidsen. Vi har en tendens til at fokusere meget på problemer og mindre på alt det, der går godt, og det er også noget, jeg kan se helt konkret i mit job. Hvis der for eksempel kommer et nøgletal, der viser en arbejdsløshed, der er 2.000 personer højere end ventet, er interessen som regel langt større end for et tal, der viser 2.000 færre arbejdsløse end ventet. Numerisk en lige så stor nyhed, men den dårlige version er mere interessant, ikke bare for journalister, men også på sociale medier og bare blandt folk, man taler med. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om den tendens ikke gør os mere triste, end vi behøver at være.

Lige nu er det noget af en definitionssag, om vi er i en økonomisk krise. Vi er i hvert fald i en afmatning, hvor et bredt udsnit af virksomheder melder om stagnerende eller faldende aktivitet, og hvor arbejdsløsheden har været svagt stigende de sidste par måneder. I Danmark stiger BNP stadig, men det er en meget snæver form for vækst kun drevet af medicinalindustrien.

På den anden side har vi stadig en arbejdsløshed, der er tæt på historisk lav og en økonomi, der kører lige lovlig hurtigt, hvilket den høje inflation er et symptom på. En vis grad af afmatning burde nok nærmere kaldes normalisering end egentlig krise, også selvom det ikke er så sjovt for de virksomheder, ansatte, boligejere og andre, som det går ud over – og for folk i almindelighed, der ser købekraften blive udhulet af inflationen.

Der er en klar risiko for, at afmatningen slår over i en mere »rigtig« krise med for eksempel virkelig høj arbejdsløshed, men det er ikke hovedscenariet i de fleste prognoser.

Krise eller ej, så har vi det materielt bedre end de fleste mennesker i verden og også sammenlignet med tidligere generationer. Det er nok meget godt at tænke på en gang imellem uden at forklejne, at den nuværende modgang giver nogle ganske reelle bekymringer hos en del danskere.

Venlig hilsen
Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank

Log ind eller opret en profil

Så er du nemt videre og kan deltage - det kræver ikke abonnement.

Se mere