Pensionskasser har tabt milliarder i Rusland. Men hvad betyder krigen for din opsparing?
De danske pensionsselskaber er flygtet ud af deres russiske aktiver med milliardtab til følge. Pensionsekspert sætter ord på, hvad tabet egentlig betyder for den enkelte pensionsopsparer.
Inden de russiske tropper invaderede Ukraine, lykkedes det de danske pensionsselskaber at komme ud af flere af deres russiske investeringer. Nogle af dem har dog fortsat aktiver, de ikke kan sælge, og som de nu vurderer er nul kroner værd. Dimitar Dilkoff/AFP/Ritzau Scanpix
Ved indgangen til 2022 havde selskaberne investeret 9,2 milliarder kroner i Rusland, mens tallet 1. marts lød på cirka to milliarder kroner. Og selvom det i mange tilfælde er lykkedes selskaberne at komme af med aktiver, så har det ikke været uden tab.
Men hvad betyder det egentlig for pensionsopsparernes sparepenge?
Spørger man investeringsrådgiver Nikolaj Holdt Mikkelsen, vurderer han, at det er ret begrænset, hvor stor en del af selskabernes samlede formue, de havde investeret i Rusland før krigen.
Og derfor er det ikke voldsomt, at pensionsopsparingerne bliver påvirket.
»Man kan vel kalde det en dårlig dag på kontoret, men så heller ikke mere end det,« siger han og konstaterer, at selskaberne generelt har haft under 0,5 procent af porteføljen investeret i landet.
Afkast i minus
Det er dog ikke, fordi man ikke kan se krigens aftryk på de danske pensionsselskabers afkast. Ifølge Holdt Mikkelsen har selskaberne haft et negativt afkast på fem-seks procent i årets første to måneder.
Generelt faldt aktiemarkederne særligt den dag, krigen brød ud, men ifølge investeringsrådgiveren er det kravlet op igen.
»Med stigningerne i marts, er faldet nok halveret nu,« siger han og vurderer, at en typisk opsparer vil kunne se et fald i sin opsparing på mellem 2,5 og tre procent nu.
Og et sådant tab er ifølge ham helt normalt.
»Det er en del af det at investere og en del af prisen for at få et højere afkast over tid, at der kommer udsving undervejs,« siger han.
Det skal desuden ses i lyset af de meget høje afkast, pensionsopsparerne oplevede i 2021.
En kunde med et markedsrenteprodukt, 15 år til pension og middel risiko fik hos topscoren Sampension et afkast på 21,1 procent sidste år. Og selv hos bundproppen AkademikerPension var der et tocifret afkast på 10,9 procent at hente.
Helt anderledes ud så ud under coronapandemiens udbrud i 2020, hvor man så afkast på minus 20 procent, understreger Holdt Mikkelsen. Men også det tab formåede selskaberne at vende til fine plusser.
»Så det her er tåleligt,« siger han om de nuværende tab.
Del:
Andre læser også
Virksomheder
Danske pensionskasser er flygtet ud af russiske aktiver, men har tabt milliard på vej ud. »Aktiverne er styrtdykket«