Pensionsselskabet PFA lider sit største tab i hele 15 år.
Det står klart, efter at Danmarks største pensionsselskab har præsenteret sit halvårsresultat onsdag.
PFA kommer ud af første halvår med et minus på 214 millioner kroner efter skat, og man skal altså helt tilbage til 2007 for at finde et værre resultat.
Samtidig står det klart, at resultaterne kommer til at koste pensionsopsparerne milliarder af kroner. Således har kunderne hos PFA tabt et svimlende beløb på 77,6 milliarder kroner i løbet af årets første seks måneder. Det fremgår af regnskabet.
»Det har været et meget vanskeligt år afkastmæssigt indtil nu, og det gør ondt at se, at kunderne har negative afkast,« siger Mads Kaagaard, der er konstitueret direktør i PFA, i en kommentar til regnskabet.
PFA oplyser, at de store tab betyder, at en kunde med middel risiko i markedsrente og 15 år til pension i gennemsnit har tabt, hvad der svarer til 11,2 procent af opsparingen.
Klimakunder taber mest
For kunder, der investerer med en grøn profil – også omtalt som Klima Plus hos PFA – er investeringsafkastet potentielt endnu hårdere ramt. Således er det negative afkast for klimaopsparerne på mellem minus syv og minus 15,8 procent.
De negative investeringsafkast er et udtryk for et hårdt første halvår. Siden er tabet dog allerede blevet reduceret, idet det går væsentlig bedre på aktiemarkederne.
Det betyder, at tabet på opsparingen for den gennemsnitlige PFA-kunde her i slutningen af august allerede er blevet mindre. Tabet er faldet fra 11,2 procent til 7,9 procent ifølge PFA.
I samme periode sidste år havde PFA plusser på bøgerne, hvor overskuddet lød på 93 millioner kroner. Plusset, der nu er vendt til et minus, skal ses i lyset af den store globale uro på de finansielle markeder, oplyser PFA.
»Vores resultat skal ses i lyset af et historisk set udfordrende finansmarked. Med høj inflation samt de fortsatte rentestigninger og den stigende risiko for recession er vi påvirket på tværs af forretningen,« siger Mads Kaagaard i kommentaren til regnskabet.