Overdommerne er tilbage i topform efter Kristi himmelfart og sender læserne på pinseferie med ugens friske op- og nedture. Overdommerne bryder sig ikke om hykleri, og derfor står JP/Politikens Hus øverst på negativlisten med sine sexannoncer, som i vid udstrækning – for vid, mener Danske Bank – betales med kontanter af – muligvis – tvivlsomme bagmænd. Overdommernes yndlingssocialdemokrat for tiden, Henrik Sass Larsen, tager ugens største optur under mottoet »fra god socialdemokrat til ægte kapitalist«.
UGENS OPTURE
Sass stempler ind i kampen for kapitalismen
Henrik Sass har haft en god uge. Den bedste finansminister, som Danmark aldrig fik, stempler ind med et par pletskud for sine medlemmer i sammenslutningen af venture- og kapitalfonde og business angels, DVCA.