Danmark ønsker ligesom resten af Vesten at gøre sig uafhængig af russisk gas.

På et pressemøde tirsdag præsenterede statsminister Mette Frederiksen (S) – som led i reformudspillet »Danmark kan mere II« – hvordan regeringen mener, at Danmark skal udfase den russiske naturgas samt accelerere den grønne omstilling.

Her er hovedpunkterne:

  • Omkring 400.000 danske hjem skal væk fra naturgas.

  • I 2022 skal husholdningerne have klar information om alternativer til olie- og gasfyr. Det kan være fjernvarme, varmepumpe eller grøn gas – også kaldet biogas.

  • Udrulning af fjernvarme skal skrues op og senest være afsluttet i 2028.

  • Kommunerne skal inden udgangen af året have udarbejdet en plan for, hvordan borgerne i kommunen kan skifte naturgassen ud.

  • Kommunerne skal yde rådgivning og tilskud til husstande, der skal væk fra naturgas.

  • Støtten til grøn varme til husholdninger med laveste indkomster skal fordobles.

  • Senest i 2030 skal gassen i Danmark være 100 procent grøn.

  • Regeringen vil skrue op for produktionen af grøn gas og i en afgrænset periode øge produktionen af egen naturgasproduktion i Nordsøen.

  • Mere grøn strøm i form af havvind inden udgangen af 2030.

  • Dertil skal strøm fra landvindmøller og solenergi firedobles inden 2030.

  • Forberedelsen af nye energiøprojekter i Nordsøen skal sættes i gang.

  • Regeringen vil komme med en grøn skattereform, der indeholder en højere og »mere ensartet« beskatning af CO2 samt en øget støtte til grønne virksomheder.

  • Danmark skal presse mere på den grønne omstilling i Europa og fremme dansk eksport af grønne løsninger.