Ørsted-topchef ser fremtid i grøn brint: Er klar til pilotprojekter

Flere energigiganter ser en fremtid i såkaldt grøn brint, der vil gøre det muligt at lagre grøn energi og eliminere CO2-udledning fra flere områder.

Henrik Poulsen ser optimistisk på den nye teknologi, og Ørsted er derfor parat til at investere og arbejde med pilotprojekter. Mads Claus Rasmussen

Ørsteds topchef, Henrik Poulsen, er begejstret for den grønne brint, men mener, at det endnu er "early days". Det skriver dagbladet Børsen.

Grøn brint produceres i korte træk ved at tage strøm fra havvindmøller, når det blæser meget, og der derfor produceres mere strøm, end der er behov for, og prisen er derfor lav. Derefter bruges strømmen til en elektrolyseproces, hvoraf brinten udvindes - helt uden udledning af CO2.

»Nu skal jeg passe på ikke at tale min egen begejstring alt for meget op, for det er "early days" - men vi er ret spændte omkring potentialet i grøn brint. Det har et stort potentiale for, at grøn elektricitet kommer til at spille en bredere rolle i samfundet,« siger Henrik Poulsen, der er administrerende direktør i Ørsted, til Børsen.

Teknologien er endnu i en tidlig fase, og der er ikke for alvor et marked eller en skaleret teknologi. Det betyder også, at den er relativt dyr - ligesom havvind var for otte år siden, fortsætter topchefen.

Henrik Poulsen ser optimistisk på den nye teknologi, og Ørsted er derfor parat til at investere og arbejde med pilotprojekter.

I Sverige er konkurrenten Vattenfall i fuld gang med en satsning på grøn brint og har blandt andet igangsat opførelsen af et pilotbrintanlæg, der skal fremstille fossilfrit stål.

/ritzau/FINANS