Ørsted har været first mover på grøn omstiling. Nu kommer konkurrenterne buldrende

Ørsted er kommet helt til tops i verdenseliten, når det gælder bæredygtighed, ved meget tidligt at løbe strategiske og finansielle risici. Det har givet pote, siger selskabets topchef, Henrik Poulsen. Men nu står store internationale konkurrenter klar til at kæmpe for at få deres bid af kagen på et grønt energimarked, der står foran en kolossal vækst.

Ørsted CEO, Henrik Poulsen, kan glæde sig over, at hans virksomhed er kåret til verdens mest bæredygtige virksomhed i 2020 af canadiske Corporate Knights i forbindelse med dette års Davos-topmøde. Niels Ahlmann Olesen

Ørsteds topchef, Henrik Poulsen, er stolt over, at virksomheden er kåret som verdens mest bæredygtige virksomhed 2020 – et resultat, han især takker selskabets medarbejdere for. Men tiden er ikke til at hvile på laurbærene.

»Man kan sige, at vi var first mover på mange punkter. Vi har taget nogle markante strategiske og finansielle risici ved at agere så tidligt. Titlen som den mest bæredygtige virksomhed i verden er en anerkendelse af det. Men nu kommer konkurrenterne,« siger Henrik Poulsen.