Nyt projekt skal skabe historiske mængder strøm. Her kommer vindmøllerne til at ligge

Mandag er danmarkshistoriens største udbud af vind til vands blevet åbnet. Her skal havene forvandles til et grønt guldspinderi. 

I dag åbnes for et enormt udbud af havvind. Hvem der skal eje parkerne, er endnu ikke bestemt, men områderne er estimeret til at blive en milliardforretning. Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Seks millioner husstandes elforbrug. 

Så meget strøm skal et nyt og netop udbudt projekt forsyne Danmark med. 

Strømmen skal produceres i de danske farvande, og der vil være nok til alle – også til vores nabolande.

Projektet er det største, Danmark nogensinde har set inden for havvind, og går det, som klimaminister Lars Aagaard (M) siger, vil det blive en afgørende brik i den grønne omstilling samt en milliardforretning for staten.

»Når møllerne snurrer, kan vi dække hele Danmarks strømforbrug med grøn strøm – og vi kan producere brint og grønne brændstoffer til skibe og fly,« siger Lars Aagaard i en pressemeddelelse.

Konkret har Energistyrelsen åbnet for udbuddet af seks forskellige havvindmølleparker:

  • Tre af projekterne får placering i Nordsøen, mellem 20 og 80 kilometer ud for den jyske vestkyst omkring Ringkøbing. 

  • Et projekt får placering i Kattegat, mellem 15 og 30 kilometer ud for den østjyske by Grenaa.

  • Et projekt skal ligge i Hesselø Bugt nord for Sjælland.

  • Et projekt skal omfatte to områder i Østersøen, mellem 15 og 30 kilometer ud for Sjællands sydøstkyst.

De gule områder markerer, hvor det nye udbud af havvind skal komme fra. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets hjemmeside

Parkerne skal levere mindst seks gigawatt, hvor én gigawatt svarer til elforbruget for en million danske husstande. 

Udnyttes parkernes fulde potentiale, kan de levere helt op til ti gigawatt, skriver ministeriet.

Vind til milliarder

Fra i dag kan investorer byde på de udvalgte områder af det danske søterritorie, som der skal bygges energianlæg på. 

Hvordan vilkårene for udbuddet kommer til at fungere, er endnu ikke fastsat, men allerede nu står det klart, at byderne skal komme med et bud på en årlig såkaldt koncessionsbetaling over 30 år, som giver ret til at benytte et givent havareal. 

Staten får desuden et medejerskab på 20 procent i hver af parkerne.

Det mener Lars Aagaard kun er rimeligt, nu da en »væsentlig« del af energien fra parkerne ikke skal bruges i Danmark, fortæller han Berlingske. 

Hvor meget guld investorerne og staten kommer til at tjene på parkerne, tør han ikke give et præcist bud på. 

Men potentielt er der tale om »årlige indtægter i milliardklassen«, fortæller Lars Aagaard. 

Hver af de seks udbudte havvindmølleparker forventes at medføre anlægsinvesteringer på omkring 16 milliarder kroner, mens hver park kræver tusindvis af hænder i anlægsfasen.