Flere kvinder i bestyrelser og direktioner har i mange år været mærkesag for Bodil Nordestgaard Ismiris. Nu er hun selv trådt helt op i det øverste ledelseslag som administrerende direktør i Ledernes Hovedorganisation.
Som administrerende direktør står Bodil Nordestgaard Ismiris i spidsen for 130.000 medlemmer og 350 medarbejdere.
Det har dog ikke været nødvendigt med den helt store hilse-på-runde i hovedkontoret på Vermlandsgade i København. For Bodil Nordestgaard Ismiris kender organisationen godt.
For et lille land som Danmark er det fuldstændigt afgørende, at vi udnytter talentmassen så godt som overhovedet muligt. Det gør vi slet ikke i dag, når så lille en andel af direktører og bestyrelsesmedlemmer er kvinder.Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Ledernes Hovedorganisation
Hun havde første arbejdsdag i Ledernes Hovedorganisation 1. april 2004. Dengang stod der HR-konsulent på visitkortet, men Bodil Nordestgaard Ismiris arbejdede sig hurtigt op og blev i 2010 en del af direktionen. I 2017 blev hun forfremmet til viceadministrerende direktør.
»Det er dømt til at mislykkes«
Som medlem af direktionen i Ledernes Hovedorganisation har Bodil Nordestgaard Ismiris flere gange markeret sig i den offentlige debat med skarpe holdninger til diversiteten i dansk erhvervsliv.
Den nytiltrådte administrerende direktør mener, at det går alt for langsomt med at få kvinder ind på de tunge poster i erhvervslivet.
»For et lille land som Danmark er det fuldstændigt afgørende, at vi udnytter talentmassen så godt som overhovedet muligt. Det gør vi slet ikke i dag, når så lille en andel af direktører og bestyrelsesmedlemmer er kvinder,« siger hun.
Bodil Nordestgaard Ismiris mener, at det går så langsomt med ligestillingen, fordi mange ansætter ledere efter den forkerte »skabelon«.
»Vi har travlt med at presse kvinderne ned i en traditionel maskulin skabelon, når vi leder efter nye ledere. Det er dømt til at mislykkes og er i øvrigt også en helt forfejlet strategi,« siger Bodil Nordestgaard Ismiris og fortsætter:
»Hvis mennesker tænker ens, er det ligegyldigt, hvor smarte de er. Det at finde de bedste løsninger forudsætter forskellig tænkning, og det er derfor, at diversitet accelererer innovation.«
Som adm. direktør vil Bodil Nordestgaard Ismiris fortsat have fokus på diversitet. Derudover nævner hun to mærkesager, som Ledernes Hovedorganisation vil have særligt fokus på i de kommende år: Bæredygtighed og digitalisering.
»Den digitale forandring stiller gigantiske krav til lederne. Ikke fordi de skal være tekniske eksperter, men fordi hastigheden og forandringerne helt fundamentalt ændrer virksomhederne, de skal lede,« siger hun.
Det samfundsmæssige ansvar
Når det kommer til bæredygtighed, mener Bodil Nordestgaard Ismiris, at de danske ledere skal omstille sig til »en helt ny ledelsesrolle«.
»Man er ikke bare en økonomisk aktør længere. Man er også en samfundsmæssig aktør, der skal tage et ansvar, der rækker ud over den virksomhed, man er en del,« siger hun.
Det samfundsmæssige ansvar er noget, som ligger Bodil Nordestgaard Ismiris meget på sinde personligt. I hvert fald fremhæver hun, at det er muligheden for at påvirke samfundet, der har fået hende til at bruge 16 år af sin karriere hos Ledernes Hovedorganisation.
»Jeg er som person drevet af, at der skal være et formål, som rækker ud over bundlinjen. Det er i høj grad det, vores organisation handler om,« siger hun.
Ud over posten som adm. direktør er Bodil Nordestgaard Ismiris bestyrelsesmedlem i pensionsselskabet PFA, ligesom hun er en del af repræsentantskabet hos ATP.
Bodil Nordestgaard Ismiris er født og opvokset i Vemb mellem Holstebro og Ringkøbing. I dag bor hun i Hellerup med sin mand Lars og deres to børn.


