Novo Nordisks amerikanske konkurrent Eli Lilly er igen kommet med lovende resultater for midlet tirzepatide, der ventes at blive en konkurrent til Novo-storsællerten vægttabsmidlet Wegovy.

I et nyt studie gav Eli Lilly-midlet for diabetikere et vægttab på gennemsnitligt 15,7 procent for den højeste dosis.

Det oplyser Eli Lilly i en pressemeddelelse torsdag. Studiet er endnu ikke fagfællegodkendt.

Studiet blev gennemført over 72 uger, og det procentuelle vægttab er, når man sammenligner med en placebogruppe.

Midlet sælges aktuelt som Mounjaro og er godkendt til at hjælpe personer med type 2-diabetes med at kontrollere deres blodsukker.

Eli Lilly vil ifølge CNN bede den amerikanske fødevare- og lægemiddelstyrelse (FDA) om hurtig godkendelse af midlet blot til vægttab.

Det vil gøre Eli Lilly til en direkte konkurrent til Novo Nordisks storsællert Wegovy i USA.

Midlet efterligner to hormoner. Det virker på den måde, at når blodsukkeret stiger, efter at man har spist, så stimuleres kroppen til at producere mere insulin, hvilket sænker blodsukkeret.

Det får også folk til at føle sig mætte i længere tid.

I et studie, der nogenlunde tilsvarer Eli Lillys, resulterede Wegovy i et vægttab på 11 procent. Det skriver finansmediet Marketwire.

Mediet skriver dog også, at man skal være varsom med at sammenligne på tværs af studier, da der ikke er tale om helt identiske patientgrupper.

Meddelelsen kommer, samme dag som Sundhedsdatastyrelsen oplyser, at Wegovy på få måneder er blevet det dominerende lægemiddel til vægttab i Danmark.

Det kræver en recept fra lægen at få medicinen, der skal hjælpe svært overvægtige med at tabe sig.

Midlet er godkendt til behandling af personer med et bmi over 30 eller et bmi på 27 i kombination med følgesygdomme som blandt andet diabetes.

/ritzau/

Få Business-update hver eftermiddag

Hver eftermiddag læser vi op på dagens nyhedsbillede og giver dig et overblik i din indbakke over, hvad der sker i erhvervslivet og økonomien lige nu.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig eftermiddagens vigtigste nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag kl.16:30. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.