Norwegian slår bremserne i for vækstmål og investeringer efter lussing i kvartalsregnskab

Norwegian skruer ned for vækstmålene i 2019 og sætter fremtidige investeringer på standby. Selskabet indleder som forventet året med et solidt minus på halvanden milliard kroner i første kvartal. Norwegian har ud over en høj gæld store udgifter til leasing af fly, der tynger virksomheden.

Norwegian har sparet omkostninger i første kvartal, men kommer stadig ud med et kvartalsregnskab med underskud. Arkivfoto: Kyrre Lien/EPA/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: KYRRE LIEN

Norwegian knalder bremserne hårdt i, både når det gælder selskabets vækstmål for i år og deres fremtidige investeringer. Det skyldes et underskud på knap to milliarder norske kroner, svarende til halvanden millard danske.

»Vi ser en positiv udvikling på flere områder i dette kvartal til trods for 737 MAX-problemerne. Vi har iværksat en række tiltag, der skal forbedre lønsomheden ved at reducere omkostninger og øge omsætningen,« skriver Bjørn Kjos, koncernchef i Norwegian i en pressemeddelelse.

Første kvartal er traditionelt set flyselskabernes mindst rentable periode. Virksomheden forventede, at underskuddet ville blive 200 millioner kroner større. Norwegian har en lang række dyre lån, der tynger selskabet. Derudover har de været nødsaget til at lease fly og holde deres nyindkøbte 737 MAX 8ere på jorden.

»Indtjeningen er ikke helt så ringe som frygtet, men uanset hvordan vi vender og drejer det, er det ikke gode tal. Der er mange bevægelige dele i det her regnskab. En af dem er, at påsken falder i andet kvartal i år mod første kvartal sidste år. Det er selvfølgelig med til at rykke noget indtjening,« siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.

Flyveforbud stækker også indtjeningen

Boeings nye satsning, 737 Max 8, fik globalt flyveforbud i marts efter et mistænkeligt flystyrt i Etiopien. Selskabet har ifølge regnskabet modtaget 18 af den skandaleramte amerikanske flytype. Ruterne dækkes af virksomhedens noget ældre Boeing 737-800-fly, som de har været nødt til at udskyde et ellers tiltrængt salg af.

»En af de ting, der virkelig også koster for Norwegian, er, at de skal have nogle midlertidige erstatninger for de Boeing-fly, som de ikke må bruge, men Norwegian er jo i den situation, hvor de ønsker at bremse væksten. De har været ude at udskyde ordrer. Oprindeligt var der planlagt investeringer for 18 milliarder norske kroner,« siger Jacob Pedersen.

Til sommer bliver Norwegian nødt til at skrue op for antallet af leasingkontrakter for ikke at tabe højsæsonen på gulvet.

»De er ude og sænke deres forventninger, blandt andet på grund af øgede brændstofpriser, men naturligvis også på grund af hele flyveforbudet for Max 8eren, som de har afsat en halv milliard kroner i budgettet til,« siger Jacob Pedersen.

»Det er et meget vanskeligt marked, som Norwegian navigerer i for øjeblikket. De gør alt, hvad de selv har kontrol over, men derfor er de alligevel i en situation, hvor de er nødt til at gå ud og sænke vækstmålene,« siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.

Leasingforpligtelse skal noteres som gæld

Fra 2019 skal luftfartsselskaberne medregne deres leasingforpligtelser på balancen som gæld. For Norwegian får det den konsekvens, at gælden stiger med 149 pct. i forhold til samme kvartal sidste år og fra 24,7 til 61,7 millarder norske kroner. Set i forhold til indtjeningen og indtjeningsevnen er den finansielle risiko og gearing i Norwegian meget stor.

»Overordnet set ser jeg et selskab, der kæmper og knokler hårdt – hver dag. De har en egenkapital på tre milliarder norske kroner, hvilket er det beløb, de lige har fået i kassen. Det er et selskab, der er meget udfordret, men de har sparet en halv milliard kroner på omkostninger i det her kvartal og arbejder hårdt for sagen,« siger Jacob Pedersen.