Luftfartselskabet Norwegian aflyser cirka 3.000 flyvninger fra midten af marts til midten af juni. Der er tale om 15 procent af alle Norwegian-fly i perioden, og det sker, fordi flyselskabet er hårdt ramt af udbruddet af coronavirus.
Norwegian er også på vej med andre tiltag som midlertidige afskedigelser af »en betydelig del af arbejdsstyrken«, skriver selskabet i en meddelelse til fondsbørsen i Oslo.
I de seneste uger har Norwegian oplevet et stort fald i bestilllinger af flyrejser. De 3.000 flyvninger, som bliver indstillet, vil påvirke hele netværket, og Norwegian vil senere give mere detaljerede oplysninger om, hvilke forbindelser, der er tale om. De kunder, som er påvirket, vil blive direkte informeret.
»Dette er en kritisk tid for luftfartsindustrien, herunder for Norwegian. Vi opfordrer myndighederne til at komme med initativer, der kan reducere den finansielle byrde for selskaberne for at beskytte afgørende infrastruktur og job,« siger Jacob Schram, adm. direktør i Norwegian.
Selskabet oplyser at være gået i dialog med fagforeningerne om det videre forløb.
»Desværre vil aflysninger påvirke en betydelig del af vores kolleger i Norwegian. Vi har indledt formelle dialoger med vores fagforeninger om midlertidige hjemsendelsrer. Vi vil fortsætte den konstruktive dialog med fagforeninger og medarbejdere for at komme igennem denne svære situation sammen,« hedder det videre fra Jacob Schram i pressemeddelelsen.
Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, er bekymret for udviklingen i Norwegian.
»Norwegian kan, hvis udviklingen fortsætter, ikke kun have vanskeligt ved at udstede ny egenkapital, men det kan blive umuligt at fortsætte uden statslig støtte. Det er et godt og åbent spørgsmål, om Norwegian vil få den støtte fra eksempelvis Norge. Norwegian er ikke, som tilfældet er med eksempelvis SAS, delvist statsligt ejet og derfor er situationen en anden og mere vanskelig,« skriver Per Hansen i en kommentar.
Tidligere tirsdag oplyste Transportministeriet, at alle flyvninger til Danmark fra de såkaldt »røde zoner« bliver forbudt. Det sker, fordi coronavirussen udvikler sig i et tempo, der gør det svært for flere landes myndigheder at følge med. Den røde zoner er de steder i verden med særligt mange udbrud og omfatter Iran, dele af Kina, dele af Sydkorea, dele af Østrig samt dele af Italien.
Det irske lavprisselskab Ryanair oplyser tirsdag, at alle flyvninger til Italien bliver indstillet. Beslutningen kommer, efter Italien har indført nye stramme restriktioner for at bekæmpe coronasmitten.
Luftfartsselskaber verden over har længe været hærget økonomisk i kølvandet på udbruddet af coronavirus. Dette har materialiseret sig i aflyste afgange og medfølgende økonomiske konsekvenser for flere lufartsselskaber.
Tirsdag i sidste uge meddelte SAS, at selskabet er klar med en større sparerunde, som blandt andet indebærer en omfattende reduktion af personaleomkostningerne. Tiltagene vedrører ud over besparelser midlertidige og frivillige fratrædelser samt tidlig pensionering. Derudover iværksættes en række andre initiativer, som luftfartsselskabet ikke uddyber.
Aktier i Norwegian er hårdt presset og har det seneste år mistet mere end 80 procent. Tirsdag har aktien tabt yderligere fire procent.