Norske piloter er villige til at lade SAS gå konkurs

Hvis SAS ikke fastholder den skandinaviske model, har selskabet ingen eksistensberettigelse, mener formand.

Afgangshallen Terminal 1 i Københavns Lufthavn onsdag den 29. juni 2022. SAS pilot-strejke er midlertidigt afblæst.. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Piloterne i SAS kæmper i øjeblikket en principiel kamp for grundlæggende rettigheder for ansatte i Norden.

Det siger formanden for de norske SAS-piloters fagforening, Roger Klokset, til den norske avis VG.

Klokset mener, at SAS bryder med den skandinaviske model og udgør en trussel mod piloternes jobsikkerhed.

»Det er det, der gør, at vi er villige til at betale en høj pris,« siger han.

På spørgsmålet om, hvorvidt han er villig til at lade SAS gå konkurs, svarer pilotformanden:

»Ja, uden tvivl. Hvis selskabet ikke formår at fastholde den skandinaviske model, mener vi, at det er en aktør, der ikke har nogen eksistensberettigelse.«

Samtidig siger Roger Klokset, at det sidste, han og hans medlemmer ønsker, er en strejke og de medfølgende konsekvenser, det vil få for de rejselystne passagerer.

»Som SAS-piloter lægger vi en faglig stolthed i at få folk trygt og godt frem til der, hvor de skal hen. Det her er det stik modsatte, og det gør meget ondt på os.«

»Vi havde aldrig gjort det, hvis vi havde haft et andet valg,« siger Klokset.

Han tilføjer, at piloterne føler sig trængt op i et hjørne og står med ryggen mod muren.

SAS' norske pressechef, Tonje Sund, siger, at ansatte i selskabet med base i Skandinavien altid har haft og fortsat skal have skandinaviske betingelser.

Hun henviser samtidig til de igangværende forhandlinger og siger, at selskabet ikke ønsker at forhandle via medierne.

Analytikere siger til det norske dagblad Dagens Næringsliv, at egenkapitalen i SAS kan være tabt inden for kort tid, hvis selskabets underskud fortsætter med at vokse.

Ifølge aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen, som følger SAS og luftfartsbranchen tæt, vil det formentlig koste SAS omkring 70 millioner kroner om dagen, hvis en konflikt bryder ud.

Kort efter midnat onsdag i denne uge blev fristen for en ny overenskomstaftale mellem SAS og piloterne rykket med 72 timer.

Den nye frist udløber således ved midnat mellem fredag og lørdag.

Piloterne er utilfredse med, at SAS ansætter nye piloter på billigere overenskomster i de to datterselskaber SAS Link og SAS Connect.

Finder parterne ikke frem til en aftale, kan det ifølge SAS selv komme til at berøre op mod 30.000 passagerer om dagen.

/ritzau/NTB