Naviair vil flytte flyveledere fra lufthavnen i Roskilde til København. Det skal imødegå mangel på flyveledere i Københavns Lufthavn.

Det skriver Naviair i en pressemeddelelse.

Flytningen af flyveledere kommer til at gælde i sommermånederne. Det skal forhindre store forsinkelser, skriver Naviair.

Naviair forventer med planen at kunne afvikle det meste af sommertrafikken i Københavns Lufthavn uden store forsinkelser og uden brug af ekstravagter for flyvelederne.

Det kommer til at betyde, at Roskilde Lufthavn vil have nedsat kapacitet i perioden.

»Planen kommer med nogle konsekvenser. Flytningen af medarbejdere betyder nedsat kapacitet i Roskilde Lufthavn, hvis brugere vi naturligvis beklager overfor,« siger Thorsten Elkjær, trafikdirektør i Naviair, i pressemeddelelsen.

Lufthavnen i Roskilde er lige som lufthavnen i Kastrup ejet af Københavns Lufthavne.

Desuden overføres flere flyveledere fra kontorvagter til operative vagter, oplyser Naviair.

Manglen på flyveledere i Københavns Lufthavn har den seneste tid ført til mange forsinkelser.

I april var 45 procent af flyene til og fra lufthavnen forsinket mere end et kvarter.

De mange forsinkelser har blandt andet fået flyselskabet Norwegian til at se på alternativer til Københavns Lufthavn. Det fortalte selskabets topchef fredag.

Det er Naviair, der styrer trafikken i det danske luftrum. Selskabet er ejet af staten.

De seneste uger har Naviair forhandlet med Datca, der er flyveledernes fagforbund.

Naviair har blandt andet ønsket, at medarbejderne tog ekstravagter.

Men flyvelederne mener, at ekstravagterne har fået for stort et omfang. De har udtalt, at de har taget over 1500 ekstravagter det seneste år.

Og den nye plan løser ikke den langsigtede mangel på flyveledere, mener Esben Jean-Pierre Blum, formand for flyveledernes fagforbund, Datca.

»Det er en lappeløsning, der på ingen måde løser manglen på flyveledere. Vi skubber bare problemerne rundt, og der er ikke nogen, der har overblik over konsekvenserne,« siger han.

Naviair oplyser til Ritzau, at der i tårn- og indflyvningskontrollen i Københavns Lufthavn er lidt mere end 70 flyveledere.

Den nye plan skal overflytte fire flyveledere fra lufthavnen i Roskilde til København. Nogle af de fire har i forvejen vagter i København.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.