NASA vil samarbejde med Elon Musk om at lande SpaceX-raketter på Månen

NASA har offentliggjort en række industrielle samarbejdsprojekter, som skal sikre, at USA igen får mennesker på månen fra 2024. Blandt projekterne er landinger af SpaceX-raketter i månestøv, udvikling af brændselsceller til de lange månenætter med Amazon-milliardær Jeff Bezos og at bygge et robotstyret rum-gartneri sammen med kampflysproducent.

3. juli i år testede NASA det affyringssystem, som på et tidspunkt skal sende raketter med bemandede rumfartøjer til månen. Raketten er udviklet sammen med Boeing og havde en testversion af rumfartøjet Orion, som Lockheed Martin udvikler, tilkoblet. Foto: Tony Gray and Kevin O'Connell / NASA / Handout/ AFP /Scanpix. Fold sammen
Læs mere

Indtil nu har den amerikanske rumfartsorganisation NASA samarbejdet med tunge industrielle spillere som Boeing og Lockheed Martin, når der skal bygges raketter og rumfartøjer.

Sådan bliver det også fremover i projekt Artemis, som skal sikre, at USA igen får mennesker på månen i 2024.

Men en række mindre private iværksætter- og udviklingsselskaber kommer også til at bidrage med væsentlige dele af teknologien.

Det fremgår af NASAs valg af industrielle samarbejdspartnere, som blev offentliggjort i denne uge.

I alt 13 virksomheder skal samarbejde med forskellige afdelinger i NASA om 19 projekter i offentlig-private partnerskaber, hvor NASA stiller faciliteter og ekspertise gratis til rådighed for virksomhederne mod at få adgang til virksomhedernes teknologi og evt. resultater af samarbejdet.

»NASAs beviselige ekspertise og unikke faciliteter kan hjælpe kommercielle virksomheder med at modne deres teknologier i et konkurrencedygtigt tempo. Vi har identificeret teknologiområder, som NASA har brug for til fremtidige missioner, og disse nye offentlig-private partnerskaber vil accelerere deres udvikling, så vi kan implementere teknologierne hurtigt,« udtaler Jim Reuter, der leder NASAs rumteknologimission, STMD.

Tesla- og Amazon-milliardærer skal samarbejde med NASA

Blandt samarbejdspartnerne finder man både Tesla-ejer Elon Musks SpaceX-selskab og Amazon-stifter Jeff Bezos rumfartsvirksomhed, Blue Origin. Begge techmilliardærer arbejder med stor entusiasme på at bygge kommercielle rumfartøjer, der kan tage mennesker med ud i rummet. Elon Musk har endda med vanligt store armbevægelser meddelt, at han forventer at have sendt det første menneske til Månen inden for fem år.

Trods de optimistiske meldinger har eksperter tvivlet på, at NASA turde tage det, de betragter som glade amatører, med i et seriøst projekt om at sende mennesker til månen. NASA har nemlig besluttet, at de to selskaber har nogle interessante projekter at byde ind med, som med ekspertbistand fra NASA måske kan bruges i Artimes-projektet.

Bezos skal udvikle energi til månenatten

Jeff Bezos' Blue Origin er med i tre samarbejdsprojekter med NASA.

Det ene handler om at færdigudvikle et navigations- og vejledningssystem til sikker og præcis landing på en række steder på Månen.

Artiklen fortsætter under foto.

Amazons stifter og topchef, Jeff Bezos, lancerede i maj i år sit månefartøj, Blue Moon, der blandt andet kan bruges ubemandet til transport af gods til Månen. Nu skal Bezos samarbejde med NASA om at kunne lande fartøjet sikkert og præcist på Månen. Foto: Clodagh Kilcoyne / Reuters / Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det andet projekt involverer Blue Moon, som er et robotstyret transportrumskib, som Jeff Besoz' folk har udviklet med det formål at kunne transportere gods til Månen i fremtiden. Her skal Blue Origin og NASA samarbejde om at udvikle robotrumskibets brændselscellesystem, så det kan sikre uafbrudt energi, når der er månenat. En månenat varer nemlig omkring to uger afhængig af, hvor på Månen man befinder sig.

Det sidste projekt handler om evaluering og videreudvikling af materialer til raketmotorer.

Musk får hjælp til at lande i månestøv

For Elon Musks vedkommende kommer SpaceX først og fremmest til at samarbejde med NASA om at videreudvikle SpaceX' teknologi til at lande store raketter vertikalt på Månen. En del af projektet handler lidt populært sagt om at hjælpe Elon Musk til at lande sine raketter i månestøv. Projektet skal nemlig finde ud af, hvordan SpaceX-raketternes motorrør reagerer i interaktion med månestøv og månesten.

Det andet projekt handler om at udvikle teknologi til at overføre brændstof, når et rumfartøj er i kredsløb ude i rummet. Ifølge NASA vil det ikke kun være vigtigt for rumfartsorganisationen, men også et vigtigt skridt i udviklingen af SpaceX' rumskib, Starship.

Artiklen fortsætter under foto.

24. juli testede Elon Musks SpaceX deres Raptor-motor på en såkaldt Starhopper-raket i Boca Chica, nær Brownsville iTexas. SpaceX er med i to industrielle samarbejdsprojekter med NASA. U.S. Foto: VERONICA CARDENAS/Ritzau Scanpix. Fold sammen
Læs mere

De øvrige projekter omfatter udvikling af avanceret kommunikationssystem, nye materialer til brug i rummet og teknologier, der skal gøre det sikrere og lettere at lette, flyve og lande rumraketter og rumskibe. Et enkelt projekt handler om at tage de første skridt mod at kunne etablere industrien og samle produkter i rummet med henblik på nye missioner videre ud i rummet. Derudover tager nogle af projekterne også fat på at løse problemerne inden for energi til rumskibene på mission og fremdrift af både raketter og rumskibe.

Kampflysproducent skal udvikle robotstyret rumgartneri

Lockheed Martin, der er i fuld gang med at udvikle det rumskib, Orion, der skal bruges i Artimes-projektet, er med i to af de nye samarbejdsprojekter. Det ene handler om at udvikle materiale i metalstøv til brug i rumfartøjer. Det andet handler – måske lidt overraskende for en virksomhed, som herhjemme især er kendt for produktion af kampfly – om et robotstyret rum-gartneri, der sagt med NASAs ord skal »udvikle selvstyrende vækstsystemer til at dyrke planter i rummet«.

»At integrere robotteknologi i plantesystemer vil kunne hjælpe NASA med at høste planter på fremtidige platforme i det ydre rum,« skriver NASA i sin pressemeddelelse.

Den anden store, gamle industripartner, Boeing, er ikke med i nogen af samarbejdsprojekterne, men den amerikanske flygigant er allerede i fuld sving med at bygge den raket, som skal sende det nye rumskib op til Månen og senere måske til Mars. The Space Launch System hedder det. Boeing har også bygget et eldrevent månekøretøj.

Boeing og Lockheed Martin har deltage i alle tidligere NASA-rummissioner. Fra Apollo-missionens Saturn V-raket over rumfærgerne til opbygningen af den internationale rumstation har de to industrigiganter været centrale industrielle partnere. Det samme kommer til at være tilfældet i det projekt, Artimes, som skal gøre det muligt for USA at sende mennesker på Månen igen, senest i 2024, og på sigt også sende mennesker til Mars.