Myndigheder vil ikke begrunde restriktion, der får hundredvis af restauranter til at lukke frivilligt: »Det mindsker tilliden«

I søndags genåbnede store dele af samfundet efter knap en måneds nedlukning. Visse restriktioner er dog på baggrund af en indstilling fra Epidemikommissionen blevet forlænget i yderligere to uger. Særligt én restriktion har store konsekvenser for restaurationsbranchen, men sundhedsmyndighederne vil ikke uddybe det sundhedsfaglige belæg for at fastholde den.

Mange restauranter i særligt København, er afhængige af at kunne holde åbent til midnat for blandt andet at kunne sælge borde to gange på en aften (arkivfoto). Thomas Lekfeldt

På pressemødet om genåbningens næste fase 12. januar proklamerede Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, at sundhedsmyndighederne nu skal til at trække sig tilbage fra at blande sig i danskernes liv.

»Vi ved, ansvarligheden er derude hos jer. I har lyttet, og I kender sygdommen,« sagde han direkte henvendt til kameraet i bedste sendetid.