Ministerium bekræfter: Barer og værtshuse er med i genåbning

Efter tvivl slår Erhvervsministeriet fast, at barer og værtshuse er med i den genåbning, der giver adgang til kølige fadøl fra 21. april.

Værtshuse er med i den gradvise genoplukning af Danmark. Her arkivfoto fra Byens Kro. Anne Bæk

Der er godt nyt til de danskere, der har savnet deres værtshus eller bar under coronakrisens nedlukning.

I denne uges politiske aftale var barer og værtshuse ikke nævnt specifikt i aftalen, der blev indgået 22. marts.

Så nu præciserer Erhvervsministeriet, at de to typer af etablissementer er omfattet af genåbningen på lige fod med restauranter og caféer.

»Det betyder, at også barer og værtshuse, hvis det er sundhedsmæssig forsvarligt, kan åbne for udeservering med krav om coronapas fra 21. april og indendørsservering fra 6. maj,« skriver ministeriet.

Det tilføjer desuden, at der kommer til at gå længer tid, før danskerne kan komme på dansegulvet igen, ligesom regeringen også fortsat vil se danskerne gå tidligere hjem fra byturene end inden coronaen ramte.

»Nattelivet, herunder natklubber, diskoteker mv., hvor der for eksempel er dansegulv og få siddepladser, vil dog fortsat skulle holdes lukket. Kravet om begrænsede åbningstider for serveringssteder samt forbuddet mod salg af alkohol mellem kl. 22-05 opretholdes, indtil man er længere henne i genåbningen,« skriver ministeriet.