Inden måneden er omme, vil en drøm gå i opfyldelse for den britiske milliardær Sir Richard Branson.

I 2004 stiftede han Virgin Galactic, som er et rumfartsselskab med det erklærede mål at sende turister ud i rummet.

Og nu ser det ud til, at det snart vil lykkes, skriver Finans.

I en pressemeddelelse oplyser Virgin Galactic, at selskabet kan offentliggøre datoer for de første kommercielle rumflyvninger.

Går alt efter planen, vil første flyvning finde sted mellem 27. og 30. juni. Der vil være tale om en videnskabelig forskningsmission med et hold italienske forskere.

Den anden flyvning vil finde sted i begyndelsen af august, og derefter vil der være månedlige kommercielle rumflyvninger for privatpersoner.

»Vi lancerer den første kommercielle linje mellem rummet og Jorden med vores videnskabelige forskning og med private astronautrummissioner,« forklarer den administrerende direktør i Virgin Galactic Michael Colglazier.

Ifølge BBC steg aktierne i Virgin Galactic med mere end 40 procent efter annonceringen af de kommende rumflyvninger.

Sir Richard Branson er en britisk forretningsmand og kommerciel astronaut.
Sir Richard Branson er en britisk forretningsmand og kommerciel astronaut. Virgin Galactic

I sidste måned fløj selskabets raketfly, Unity, med to piloter og fire passagerer ombord. Turen gik højt op over ørkenen i New Mexico i USA – helt ud til kanten af rummet og ned igen.

Flyvningen var den sidste test, før selskabets længe ventede kommercielle debut.

Virgin Galactic har solgt over 800 billetter til personer, der vil opleve et par minutters vægtløshed og se Jorden fra 80 kilometers højde.

Prisen for en billet lyder på 450.000 amerikanske dollar, hvilket svarer til cirka tre millioner danske kroner.

Datterselskab gik bankerot

Richard Branson har siden 1970erne arbejdet med sit brand, Virgin Group, som udsprang af pladeselskabet Virgin. I dag står han i spidsen for flere end 400 selskaber verden over.

For blot en måned siden måtte et andet af hans rumfartsselskaber dog dreje nøglen om.

Det drejer sig om satellitselskabet Virgin Orbit, der efter en række fejlslagne opsendelser og forsøg blev erklæret konkurs.

Richard Branson har for nylig oplyst, at han under coronapandemien tabte cirka 1,5 milliard euro, hvilket svarer til 11 milliarder danske kroner.

»Der var en tid, hvor jeg troede, at jeg ville miste alt,« sagde han til BBC i maj.

Branson har dog formået at opretholde sin status som milliardær. Ifølge Forbes har han en formue på cirka tre milliarder dollar, svarende til godt 20 milliarder danske kroner.