I maj sagde regeringen, at skatterne ikke skulle op. Det ville være unfair over for det blødende erhvervsliv. Men ak og ve: Man har en holdning, til man får en ny. Nye skatter til 11 mia. kroner er pålagt det hårdt belastede erhvervsliv bare siden sommer. Pengene skal gå til øgede ressourcer til politi og den ubeskriveligt irriterende opkaldte »Arne-pension«.
Nu synes venstreorienterede politikere generelt at elske at grave grøfter mellem deres typiske vælgere, arbejdstagere og dem, vi skal passe mest på i samfundet – over for de store onde kapitalister, der driver virksomheder. Men med tanke på hvilken frygtelig situation mange står i, er der gået usmagelig, unødvendig og selvdestruktiv sport i den.
30 procent af iværksætterne levede før krisen for mindre end kontanthjælp. Det er godt og vel et par årtier siden, at der er blevet skabt (mere end?) en stor dansk virksomhed. Under otte procent vælger at starte op. Vi har OECDs næsthøjeste aktiebeskatning, som gør det svært at tiltrække investorer, og ovenikøbet har vi nu en global krise, der er ved at skubbe hele brancher ud over afgrunden. Virksomheder lider og må massefyre.
Men lad os da danse på deres grav: Hæv skatterne for dem. Glem corona, frem med det evige hammer og mejsel-motto: lavere skatter eller mere velfærd. Finanssektoren bedes tage en stor del af regningen – fordi de for 11 år siden blev reddet af bankpakkerne. En løsning, som indtjente regeringen 17 mia. kroner i renter!
Man kan mene om sektoren, hvad man vil, men vi beder en sektor, der i forvejen bidrager med ti mia. kroner i skat om året, »tage et samfundsansvar« og betale 24 procent mere i overskudsskat. Ping lige McKinsey – som p.t. gratis hjælper Finansministeriet – at de kan komme om 11 år og sige, de gerne vil have noget igen.
Når erhvervsliv og eksperter tager til genmæle, kommer arrogante udtalelser fra ministre såsom:
»Stop nu jeres klynke-kampagne og vær med til at tage et samfundsansvar for de nedslidte – som samfundet tog ansvar for jer efter finanskrisen« (social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) på Facebook) og »Vrøvl« (skatteminister Morten Bødskov (S).
Det er den siddende regerings retorik, mens opositionen, Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm, kalder Dansk Industris rapport over de skattestigninger, der er kommet, »skræmmende læsning« – og siger det helt præcist, som det er: At »regeringen gør det sværere at drive virksomhed i Danmark og dermed ender med at gøre Danmark fattigere«.
Restaurations- og hotelbranchen er i knæ sammen med mange butikker. Men vi skal da lige have en tredobling af skatterne på engangsservice og plasticposer. Aktiebeskatningen sættes da bare endnu højere op, så der bliver endnu mindre initiativ til at investere. Det bliver mindre attraktivt at skabe virksomhed, og det bliver sværere at passe på medarbejderne.
Hvem tror politikerne selv, de rammer med det her, når virksomhederne må sætte priserne op?
Men det er i virkeligheden et fantastisk spin, for så kan de bibeholde fremstillingen af virksomhederne som onde kapitalister.
Hvis I vil lade Danmarks nedslidte gå tidligt på pension – så nægt dog finansieringen af andre europæiske landes mange år lavere pensionsalder end vores, og lad virksomhederne og bankens kunder være!
Eller drop den meningsløse, formynderiske f****** feriepengeordning, og tag pengene fra besparelsen i administration. Eller sæt jeres advokatopgaver i udbud, eller genansæt nogle af de fastansatte ledere, I har fyret og ansat som fuldtidskonsulenter. Eller hæv jeres egen skat med 24 procent, eller tag de tre mia. kroner, Arne-pensionen koster, fra renterne, I tjente på bankpakkerne – hvad ved jeg?
Men drop arrogancen, stop med at skabe skel, og lad for guds skyld erhvervslivet bløde i fred.



