Medier: Danske Bank kendte til fejl i gældsinddrivelse i 28 år

Nye oplysninger sår ifølge TV2 tvivl om Danske Banks forklaring i sag om problemer i bankens inkassoafdeling.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolaj Skydsgaard

Danske Bank har haft kendskab til problemer med gældsinddrivelse i bankens inkassoafdeling siden 1992.

Det skriver TV2 og Berlingske, dagen efter at samme medier kunne afsløre, at Danske Bank på grund af en fejl har inddrevet for meget gæld fra tusindvis af kunder.

En undersøgelse foretaget af advokathuset Plesner afslører nu ifølge begge medier, at banken har kendt til en del af problemerne siden 1992.

Af undersøgelsen fremgår det, at ledelsen i banken er blevet gjort opmærksom på problemerne i inkassoafdelingen.

Allerede ved implementeringen af det nuværende digitale inkassosystem blev banken bekendt med systemfejlen, skriver TV2.

Oplysningerne sår nu tvivl om bankens forklaring i sagen.

Underdirektør Rob De Ridder har således forklaret, at banken først blev opmærksom på problemerne i 2019.

»Direktøren forsøger jo at dække sig ind under, at det først er gået op for banken, at der er tale om systematiske fejl sidste år.«

»Men det her efterlader ingen tvivl om, at ledelsen i banken i årevis har kendt til de systematiske problemer. Det fremgår klokkeklart. Det, han siger, passer simpelthen ikke.«

Sådan lyder vurderingen fra Erik Frøkjær over for TV2.

Han er ekstern lektor på Datalogisk Institut under Københavns Universitet og har mange års erfaring som både rådgiver og udvikler af store it-projekter. Han har gennemgået en del af advokaternes undersøgelse.

TV2 og Berlingske er i besiddelse af flere af advarslerne, der ligger bag advokaternes konklusioner.

Det gælder blandt andet notater fra 2008 og 2009.

I Danske Bank afviser underdirektør Rob De Ridder at have kendskab til de konkrete advarsler.

»Jeg kan bekræfte, at jeg ikke har haft nogen viden om de omtalte dokumenter. Jeg har set dokumentet fra 2009, men først for en time siden.«

»De to andre interne notater har jeg aldrig set. Jeg var ikke en del af banken dengang,« siger han til TV2.

/ritzau/