Der er pænt gang i boligsalget herhjemme, og vi kan samlet set komme op på et højere salg i år end i 2020. Men rent geografisk er det nye tider på boligmarkedet i øjeblikket.
Tal fra Boligsiden viser, at der indtil nu i år frem til 21. november er solgt 103.742 boliger. I hele 2020 blev der solgt 107.484 boliger.
Både Boligsiden og chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann, spår, at 2021 ender med at blive et bedre år end 2020, hvad boligsalg angår.
Men det er nogle helt andre kommuner, der klarer sig bedst i forhold til tidligere.
»Flere kommuner i og omkring hovedstaden samt i Nordsjælland skiller sig negativt ud i handelsstatistikken. Det gælder for eksempel Allerød, Brøndby, Glostrup og Helsingør, hvor der foreløbig er solgt mere end 20 procent færre ejerboliger sammenlignet med 2020. Det er et forholdsvist markant fald og afspejler, at boligmarkedet er på vej ned i gear oven på en hektisk periode, hvor næsten alt kunne sælges,« siger Lise Nytoft Bergmann.
Se her, hvordan det går i din kommune. Kortet angiver boligsalget i hele 2020 sammenlignet med salget i 2021 frem til 21. november: Det vil sige, at det er usikkert, hvor mange kommuner der kan ende med at nå samme niveau som sidste år.