Apples omsætning har i det fjerde kvartal skuffet.
Det skyldes i høj grad problemer i forsyningskæden, der har kostet techgiganten seks milliarder dollar i salg.
Det er især gået ud over salget af iPhones, lyder det fra administrerende direktør Tim Cook.
Kvartalet, der sluttede 25. september, har været præget af manglen på mikrochips og produktionsforstyrrelser i Sydøstasien.
Apples salg steg ellers i perioden med 29 procent, men imidlertid kun til 83,36 milliarder dollar mod ventede 84,69 milliarder dollar, ifølge Bloomberg News.
Det er altså især salget af iPhones, som har skuffet i perioden, da det steg med 47 procent til 38,87 milliarder dollar mod spåede 41,60 milliarder dollar.
Det er knap tre milliarder dollar under det ventede.
Apple lancerede i den sidste del af kvartalet sin nye iPhone 13, men udfordringer med forsyningskæderne lagde en bremse på afsætningen og kostede Apple mange penge i perioden.
»Vi havde en meget stærk præstation trods større end ventede begrænsninger i forsyningskæderne,« siger Tim Cook til tv-stationen CNBC.
»Flaskehalsene i forsyningen var drevet af en sektorbred mangel på chips, hvilket der er blevet talt en del om, og covid-19-relaterede afbrydelser i produktionen i Sydøstasien,« tilføjer han.
/ritzau/