Der er færre gæster i Tivoli nu end inden corona, men indtjeningen er til gengæld tilbage på niveau.
For gæsterne lægger flere penge hos Tivoli, og særligt gæster fra europæiske lande er glade for at lægge vejen forbi forlystelsesparken.
Det fortæller Susanne Mørch Koch, der er direktør i Tivoli i København.
»Vi kan simpelthen se, at historisk har vi et højere forbrug per gæst, end vi har oplevet tidligere, og det er meget af det, der bærer fremgangen,« siger hun.
Mens der kommer mange gæster fra Norge, Sverige, Tyskland, Italien og Spanien, mangler Tivoli endnu at trække flere danskere til for at nå samme niveau som inden coronapandemien.
Selskabet bag Tivoli har onsdag offentliggjort sit regnskab for årets tredje kvartal. Det viser et overskud efter skat på 75,6 millioner kroner, hvilket er næsten tre gange så højt som samme kvartal sidste år.
Her lød overskuddet på 27,4 millioner.
Ifølge direktøren er Tivoli helt tilbage på sporet efter coronapandemien, hvad angår omsætning og indtjening.
Parken har også et normalt program året ud og venter ikke at blive tacklet i slutningen af året af en potentiel opblussen af coronasmitte.
»De to sidste år er vi blevet tvangslukket midt i december. Det er absolut ikke noget, vi planlægger efter, kommer til at ske i år,« siger Susanne Mørch Koch.
Skulle der alligevel komme restriktioner af nogen art, har Tivoli efterhånden stor erfaring med, hvad der skal gøres.
Parken markerer i øjeblikket halloween, og i slutningen af året bliver der fejret jul i Tivoli som normalt på trods af energikrise.
Det dekorative lys på træer og andet i parken vil stadig skabe stemning i de mørke måneder. Tivoli vil ikke gå på kompromis med oplevelsen.
»Vi er i Tivoli selvfølgelig meget bevidste om den stigende inflation og den potentielle energikrise. For Tivolis vedkommende har vi låst vores priser året ud for energi, så vi er ikke ude at gynge i forhold til vores omkostninger. Men vi er meget opmærksomme på, hvordan det påvirker Tivolis gæster,« siger direktøren.
I ly af de stigende energipriser slukkes lyset uden for parkens åbningstid, og mange lys er udskiftet til LED-pærer.
Forlystelsesparken fastholder de økonomiske forventninger til resten af året. Tivoli holder lukket fra nytår til påske.
/ritzau/