Byggeri af erhvervsejendomme som kontorer, lagerhaller og fabrikker har ikke været så begrænset, siden man først begyndte at opgøre mængden af erhvervsbyggeri i 1998.

I det første halve år af 2022 røg erhvervsbyggeriet således ned på under en million påbegyndte kvadratmeter.

Få Business-update hver eftermiddag

Hver eftermiddag læser vi op på dagens nyhedsbillede og giver dig et overblik i din indbakke over, hvad der sker i erhvervslivet og økonomien lige nu.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig eftermiddagens vigtigste nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag kl.16:30. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.

Det viser en analyse lavet af SMVdanmark, skriver erhvervsorganisationen i en pressemeddelelse.

SMVdanmark samler 18.000 små og mellemstore virksomheder i Danmark.

Nedgangen kan ifølge organisationen skyldes dårlige udsigter for økonomien. Det siger konsulent hos organisationen Lasse Lundqvist.

»Byggeaktiviteten er en vigtig indikator på den danske økonomi som helhed, fordi byggebranchen udgør så stor en andel af det samlede erhvervsliv i Danmark,« siger han og forklarer, at det er et udtryk for, at virksomhederne ser pessimistisk på fremtiden.

Han mener, at årsagen til nedgangen kan findes i stigende materialepriser og stigende renter.

Blandt andet er prisen på varer som stål, træ og jern steget markant. Samlet set er prisen på byggematerialer ifølge Lasse Lundqvist steget 11,3 procent.

»Vi har længe talt om kraftigt stigende materialepriser, så det er simpelthen blevet meget dyrere at bygge,« siger han.

»Derudover er der skruet op for renterne, hvilket sænker efterspørgslen. Derfor står vi nu i en situation, hvor det er blevet dyrere at bygge, samtidig med at afkastet ikke er steget. Derfor er det en helt naturlig reaktion, at byggeaktiviteten falder, idet efterspørgslen fra både private og erhverv falder,« siger han.

Desuden har der det sidste år været meget tale om en mangel på arbejdskraft i byggebranchen. Det er også en indikator, der spiller ind, mener Lasse Lundqvist. Fordi manglen på hænder har presset lønningerne op og gjort det dyrere at bygge, hvilket også har været med til at sænke efterspørgslen.

/ritzau/