Med regeringens indgreb i sygeplejerskekonflikten onsdag er en af de længste arbejdsmarkedskonflikter i nyere tid slut. Resultatet er, at ingen i fagbevægelsen har vundet.
Fra strejkens begyndelse for mere end to måneder siden og frem til nu har sygeplejerskerne på intet tidspunkt fået støtte fra andre fagforbund. Det ville nærmest udløse Anden Verdenskrig, hvis der kom lønstigninger alene til sygeplejerskerne, sagde Mona Striib allerede i slutningen af juli. Som formand for FOA organiserer hun en stor gruppe af overvejende offentligt ansatte kvinder.
Lønstigninger kommer der heller ikke her og nu, som sygeplejerskeformand Grete Christensen ellers har haft som et krav. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt strejken – med titusindvis af udskudte patientbehandlinger til følge – har været forgæves.
Det rejser også en diskussion af, om den danske model fungerer, eller om der skal justeringer til.
»Modellen fungerer grundlæggende, fordi begge parter bør have og har en interesse i at finde hinanden, og fordi konflikten gør ondt på begge sider. Men læren af det her er, at et strejkevåben ikke er til at bede andre om at finde løsningerne,« siger Lizette Risgaard, formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Danmarks største lønmodtagerorganisation.
Udtalelsen henviser til, at sygeplejerskerne to gange afviste et overenskomstudspil, der var forhandlet på plads af Grete Christensen og Dansk Sygeplejeråd. Regionernes chefforhandler, Anders Kühnau, meddelte undervejs i konflikten, at forhandlingsmulighederne var udtømte, og i weekenden sendte sygeplejerskeformanden som bekendt et brev til statsministeren, hvori hun bad om regeringens hjælp.
Sygeplejerskerne stod alene
Grete Christensen trak tilsyneladende strejkevåbnet uden at vide, hvordan hendes fagforening skulle komme ud af konflikten. Hun stod alene på det offentlige arbejdsmarked og krævede, at sygeplejerskerne skulle have mere i løn, mens andre fagforeninger ønskede at vente med at indgå aftaler, indtil den såkaldte lønstrukturkomité er kommet med sine konklusioner. Komiteen vil se på tværs af sektorerne i det offentlige og dermed inkludere flere faggrupper end blot sygeplejerskerne.
Lizette Risgaard deler sygeplejerskernes budskab om, at der skal kigges på arbejdsmiljøet i det offentlige.
»Der er ingen tvivl i mit sind om, at man naturligvis skal have en offentlig sektor, hvor der er gode arbejdsbetingelser, der er med til at tiltrække og fastholde medarbejdere. Det er også det, som sygeplejerskerne har sagt – at de løber for stærkt,« siger FH-formanden.
Men konflikten har bekræftet hende i, at lønmodtagerne skal stå samlet. Netop derfor har hun foreslået en lønkomité, så man i fællesskab kan se, hvordan det ser ud for de offentligt ansatte – og for den danske model:
»Den danske model fungerer, men i lønkomiteen skal vi kigge på, om overenskomstmodellen fungerer i en offentlig kontekst. Det skal vi selvfølgelig gøre med henblik på at lave justeringer eller forbedre den, når og hvis vi finder ud af, at der er noget at komme efter.«
Forsker: Modellen er skrøbelig
Den danske model skal være funktionsdygtig. Den må ikke skade samfundet. Men i sygeplejerskekonflikten har parterne straffet hinanden, og i sidste ende er danske patienter blevet ofre. Det mener Flemming Ibsen, professor emeritus ved Aalborg Universitet.
Han henviser til onsdagens udtalelser fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om, at puklen af udskudte patientbehandlinger kan tage flere år at indhente, hvorfor regeringen måtte gribe ind i konflikten.
»Den danske model er skrøbelig på nogle punkter. I den private sektor leverer man overenskomster, hvor løn og arbejdsvilkår sikrer konkurrenceevne og dermed også beskæftigelsen. Hvad skal den offentlige model levere? Den skal levere serviceydelser til borgerne,« siger Flemming Ibsen og peger på, at patienterne er endt med at bære byrden for konflikten.
Professoren understreger, at processen med de afviste overenskomstforslag og den efterfølgende strejke har været »efter bogen«. Men hvis man fremover skal bevare retten til at strejke, uden at det får konsekvenser for borgerne, kan man overveje at inddæmme den, mener han. Med andre ord kan man overveje, om man skal gøre det sværere at konflikte.
Det har man gjort på det private område, hvor man har skærpet reglerne for at kunne vælte et mæglingsforslag. Her skal et nej udgøre en vis procentdel af de stemmeberettigede, fortæller Flemming Ibsen:
»I det private er der ikke kun et hensyn til parterne, og der er ikke kun et hensyn til lønmodtagerne. Det kan man også overveje på det offentlige område. Det er godt nok, at der er forhandlingsret, aftaleret og konfliktret, men hvis konflikterne bliver ved med at køre, skader det jo samfundet og borgerne.«
Et andet forhold, som man ifølge Flemming Ibsen kan diskutere, er, om modellen på det kommunale og regionale område i bund og grund er tilfredsstillende. Her henviser han til det statslige område, hvor alle forbund skal være enige, og hvor et enkelt forbund dermed ikke »kan hoppe af«, som det var tilfældet med sygeplejerskerne i den netop afsluttede konflikt:
»Der kunne man overveje at ændre på afstemningsreglerne, således at man – ligesom på statens område – lægger stemmerne i en pulje, og hvis der så er flertal for et ja, kører man videre, og hvis der er flertal for et nej, strejker alle på én gang. Det vil være en slags musketered.«
