Lizette Risgaard er under anklage for grænseoverskridende adfærd, men hun har selv tordnet mod det samme

Flere unge mænd har over for Berlingske og Ekstra Bladet fortalt, at de har oplevet grænseoverskridende adfærd og upassende berøringer fra Lizette Risgaard. Det er på trods af, at Lizette Risgaard offentligt har tilkendegivet, at fagbevægelsen ville gå forrest i kampen mod sexchikane og krænkende adfærd.

Lizette Risgaard erkender grænseoverskridende adfærd. Ifølge eksperter tyder hendes opførsel på magtmisbrug og seksuel chikane. Mads Claus Rasmussen, Fotografik/Kristian Stauning

I kølvandet på metoo-debatten i 2020 udsendte FH et åbent brev, som Lizette Risgaard sammen med en lang række stemmer i FH skrev under på.

»Fagbevægelsens top vil gå forrest i kampen mod sexchikane og krænkende adfærd,« lød overskriften på brevet.

Formålet var at sende »et klart signal om, at chikane, diskrimination og krænkende adfærd i alle dens former er aldeles uacceptabelt«:

»Vi vil ikke tolerere krænkende adfærd! Vi er kommet langt, men desværre ikke langt endnu,« hed det i brevet, der blev sendt ud 23. Oktober 2020.

Men brevet rummede også en erkendelse. Fagbevægelsen ville også se indad. Derfor forpligtede FH sig også til at kigge åbent og ærligt på sig selv og til at sørge for, at alle »trygt« kunne henvende sig til organisationen, der ville behandle sagerne »professionelt og kompromisløst«.

»For de samme sexistiske kulturer og strukturer kan også findes hos os selv – i de fagpolitiske magtrum og på arbejdspladserne i fagforeningerne,« stod der videre.

Torsdag kunne Berlingske og Ekstra Bladet bringe en artikel, hvor flere unge mænd hævdede, at Risgaard selv havde gjort sig skyldig i grænseoverskridende adfærd.

Lizette Risgaard har siden 2019 været formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). Hun repræsenterer 1,3 millioner danske lønmodtagere og er en af Danmarks mest magtfulde kvinder.

Berlingske og Ekstra Bladet har blandt andet kunnet beskrive, hvordan Lizette Risgaard til en valgfest i 2019 tog en mand fra ungdomsfagbevægelsen på bagdelen. Det skete på en scene foran langt over 100 mennesker.

En lignende episode udspillede sig på Folkemødet i 2019.

En ung mand, der var ansat i FH, blev taget på bagdelen  i flere minutter til en sangaften. Det kalder manden »enormt grænseoverskridende«.

Flere af de grænseoverskridende episoder, som Berlingske og Ekstra Bladet har beskrevet, har fundet sted efter udmeldingerne.

Samtidigt krævede FH i det åbne brev omvendt bevisbyrde i sager om sexchikane, der eksempelvis udøves af kolleger, ledere, kunder eller andre.

Fremover burde arbejdsgiveren hænge på regningen, medmindre man kunne bevise, at virksomheden forud for chikanen har taget »passende forholdsregler«, lød forslaget fra FH.

Kun fire dage efter brevet fortalte en lang række fagfolk anonymt om deres oplevelser med sexisme og krænkelser internt i de faglige organisationer. Det skete blandt andet i form af 21 vidnesbyrd, der også blev bragt som et debatindlæg i Politiken.

I den forbindelse kaldte Lizette Risgaard det forfærdeligt, at der forekom krænkelser i fagbevægelsen. Hun var dog ikke overrasket.

»Fagbevægelsen er jo et spejl på det samfund, vi lever i, og derfor ville det være mærkeligt, hvis der ikke var noget at komme efter hos os også,« sagde Risgaard til Politiken.

Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra Lizette Risgaard og FH, men det har ikke lykkedes.

I et opslag på Facebook sent torsdag aften erkender og undskylder Lizette Risgaard upassende opførsel:

»Jeg må erkende, at jeg har udvist en upassende adfærd. Jeg har handlet uprofessionelt som leder. Og jeg har slet ikke været bevidst om min egen position og den magt, som naturligt følger med,« skriver FH-formanden.

»Men det er ikke nogen undskyldning! Pilen peger på mig og min adfærd: Den har været uprofessionel og forkert og skal ændres med det samme. Derfor vil jeg endnu en gang gerne sige undskyld. Det kommer ikke til at gentage sig.«