LEGO opsiger stor kontrakt og trækker sig fra Rusland på »ubestemt tid«

LEGO har opsagt kontrakt med driftsselskab bag 81 butikker i Rusland og indstiller al aktivitet i landet.

LEGO indstiller al kommerciel aktivitet i Rusland over fire måneder efter landets invasion af Ukraine. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Snart kan det blive helt umuligt at købe nye legoklodser i Rusland.

Det står klart, efter at den danske legetøjsgigant oplyser til Berlingske, at man »indstiller al kommerciel aktivitet i Rusland på ubestemt tid«.

»Det medfører, at vi afskediger de fleste af vores kolleger i Moskva og afslutter vores partnerskab med Inventive Retail Group, som ejer og driver 81 butikker på vores vegne,« skriver LEGO i en e-mail.

Efter Ruslands invasion af Ukraine 24. februar meddelte legetøjskoncernen i marts, at den holdt op med at sende legoklodser og legosæt ind i landet

Indtil nu har LEGOs 81 russiske butikker dog fortsat været åbne, da de er ejet og drevet af IRG, som også driver andre internationale kæders butikker i Rusland, herunder Nike og Samsungs.

Men det er altså slut nu på grund af »den fortsat omfattende forstyrrelse i driftsmiljøet«, oplyser LEGO.

Berlingske har spurgt, hvad det koster LEGO at indstille al kommerciel aktivitet i Rusland og opsige kontrakten med IRG.

Det har legetøjskoncernen ikke ønsket at oplyse.