Lars Rebien efter kontroversiel atomudmelding: Vi skal samarbejde med Sverige om a-kraftværker

Trods kritik står Novo Nordisk Fondens formand, Lars Rebien Sørensen, fast på, at Danmark bør interessere sig for at få mere atomkraft ind i energisystemet fremfor at fokusere på havvind, hvis vi vil have en billig og sikker energiforsyning i Danmark på den korte og mellemlange bane. Sverige skal spille en vigtig rolle.

Bestyrelsesformand for Novo Nordisk Fonden og tidligere Novo-topchef Lars Rebien Sørensen gør sig tanker om den nye verdensorden, krigen i Ukraine har medført – og hvad det betyder for virksomhederne og samfundet i fremtiden. Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)

Det er – som ventet – ikke gået stille af, siden dansk erhvervslivs magtfulde – eller måske nærmere frygtløse – nestor Lars Rebien Sørensen for to uger siden i et opsigtsvækkende interview med Finans tog livtag med to af dansk energi- og klimapolitiks indgroede dogmer.

På en og samme tid satte Novo Nordisk Fondens 68-årige formand spørgsmålstegn ved fornuften i den massive udbygning af havvind, som tunge danske industriinteresser presser på for, og gjorde sig til talsmand for, at vi endegyldigt opgiver modstanden mod atomkraft i Danmark.