Kvindelige djøffere får 6,5 procent mindre i løn

DJØF-formanden mener, at større gennemsigtighed om mænds og kvinders løn vil afhjælpe lønforskellen.

Friske løntal fra fagforbundet DJØF viser, at kvindelige medlemmer af forbundet lønmæssigt bliver ved med at halte efter de mandlige medlemmer. Lønstatistikken for 2017 viser, at kvinders lønefterslæb er på 6,5 pct., når tallene er korrigeret for eksempelvis anciennitet og virksomhedens størrelse.

Dette tal er stort set uændret i forhold til 2016. Og set over et otteårigt perspektiv er lønforskellen næsten statisk. Den har svinget mellem 7,9 pct. og 6,4 pct. for privatansatte djøffere uden medarbejderansvar.

DJØFs formand, Lisa Herold Ferbing, mener, at det er en opgave for både politikere og virksomheder at få rettet op på lønforskellen. Hun mener, at kvinder har behov for en håndsrækning i form af større gennemsigtighed om lønforhold – både lokalt på den enkelte arbejdsplads og nationalt i form af en genindførelse af de kønsopdelte lønstatistikker, der blev droppet i 2015.

»En større gennemsigtighed om lønniveauet på arbejdspladsen er selvfølgelig et vigtigt element for at kunne have lønforhandling på et sagligt grundlag,« siger hun.

Lisa Herold Ferbing peger også på den skæve fordeling af forældre­orloven som en medvirkende faktor til kvindernes lønefterslæb.

»Det betyder, at kvinder anses for at være en mere ustabil arbejdskraft, idet alene forventningen om, at kvinder tager den største del af orloven, påvirker kvinders løn,« siger hun.

Lisa Herold Ferbing oplever, at mange mandlige DJØF-medlemmer efterlyser øremærket barsel til mænd:

»Unge mænd vil gerne have mulighed for at være sammen med deres børn på samme vilkår som kvinderne.«