Tolv nuller skal der bag på værdien af det globale kryptomarked.
Hen over weekenden nåede det samlede globale kryptomarked op på en værdi på over 2.000 milliarder dollar. Det svarer til cirka 12.600 milliarder kroner.
Ifølge mediet CNBC, er det første gang siden midten af maj, at kryptomarkedet når så højt op.
Opsvinget i kryptomarkedet er blandt andet drevet af bitcoin, den største og mest kendte kryptovaluta, som for første gang siden maj kom over en pris på 48.000 dollar i lørdags. Det svarer til cirka 303.000 kroner.
Efter weekenden er bitcoin faldet og blev mandag eftermiddag handlet til en pris på omkring 46.300 dollar ifølge Coinmarketcap, en hjemmeside der overvåger kryptomarkedet.
Fremgang i parodi-valuta
Det er ikke kun bitcoins fremgang, der har banket det globale kryptomarked op.
Kryptovalutaen dogecoin, der egentlig blev opfundet som en parodi på den vilde spekulation i andre kryptovalutaer, har ifølge Coinmarketcap set en stigning på knap 30 procent de seneste syv dage.

Og meget ser da også ud til at spille for dogecoin i øjeblikket, for kryptovalutaen debuterer i Premier League. Ifølge mediet The Athletic skal fodboldspillerne fra Watford FC nemlig løbe rundt med dogecoins logo. Logoet kommer til at være på spillernes trøjer i forbindelse med en sponsoraftale mellem Watford FC og kryptobettingsiden stake.com.
Aftalen skulle angiveligt være 970.000 dollar værd, svarende til cirka 6,1 millioner kroner.
To af de andre store kryptovalutaer, binancecoin og cardano, er også gået frem de seneste syv dage. Binancecoin med 24,3 procent og cardano med 48,9 procent ifølge CoinGecko.