»Kongen af Mjølnerparken« har overtaget magten i Københavns største taxaselskab: Medarbejdere og vognmænd i oprør

Over 80 procent af de kontoransatte i Københavns største taxaselskab har klaget anonymt over deres berygtede formand, der er kendt fra Mjølnerparken. Samme dag troppede han op på direktørens kontor, fyrede ham og eskorterede ham ud ad døren. Nu har selskabet igangsat en advokatundersøgelse.

Muhammad Aslam er kendt som beboerformand for det udsatte boligområde Mjølnerparken – nu har han overtaget magten i TAXA 4x35, der har 1.000 vogne primært i København. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Han er før lykkedes med at sætte sig på magtfulde poster. Det har for mere end et årti siden givet ham titlen som »Kongen af Mjølnerparken«.

Nu gør han det igen. Denne gang er turen kommet til Københavns største taxaselskab, TAXA 4x35, hvor Mjølnerparkens mangeårige beboerformand, Muhammad Aslam, har overtaget formandsposten og siden smidt direktøren på porten i bogstaveligste forstand ved at eskortere ham ud af hovedkontoret i Vanløse.