Kommentar: Ord er taknemmelige, Morten Albæk

Morten Albæk, bestyrelsesformand for Ilse Jacobsen Hornbæk, går ind for at realisere medarbejdernes menneskelige potentiale, men det er umiddelbart ikke lykkedes i modevirksomheden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Morten Albæk, som er bestyrelsesformand for Ilse Jacobsen Hornbæk A/S, rettede i går i Berlingske en kras kritik mod stifteren, topchefen og hovedaktionæren i modevirksomheden, hvis situation han betegner som »utilfredstillende«. Som Berlingske beskrev søndag, er virksomheden præget af stor udskiftning i medarbejderstaben i Ålsgårde i Nordsjælland, mange sygemeldinger, chikane fra ledelsens side og fagforeningssager om manglende udbetaling af løn og feriepenge.

Morten Albæk er ifølge eget udsagn i fuld gang med at løse virksomhedens udfordringer.

»En af de primære drivere for engagementet er ledelsen, og der har ikke været bedrevet en tilfredsstillende form for ledelse hos Ilse Jacobsen. Det er der 100 pct. enighed om i bestyrelsen, (som ud over Albæk selv udelukkende består af Ilse Jacobsen og hendes mand, red.),« sagde Morten Albæk mandag.

De nødvendige handlinger betyder ifølge Morten Albæk udskiftning af modevirksomhedens CEO, Ilse Jacobsens mand, Jesper Bo Jacobsen, på direktørposten, mens Ilse Jacobsen selv, som i dag har hands-on på den daglige drift, i højere grad skal bruge sine kræfter på at promovere brandet i udlandet.

Efterrationalisering?

Er Morten Albæks udmelding en rettidig kritik fra en bestyrelsesformand, som har virksomhedens bedste øverst på sin dagsorden og agerer konstruktivt, når der rejses massiv kritik i offentligheden? Eller er det snarere en skyndsom efterrationalisering udtænkt med det formål ikke at forstyrre afsætningen af hans nyeste bog »ét liv, én tid, ét menneske«?  Den brutale og usædvanlige hvasse kritik af direktionen fra en bestyrelsesformand forekommer i hvert fald ikke at være i sync med Morten Albæks ofte markedsførte budskaber om lykke, kærlighed og meningsfuldhed på jobbet.

Albæk giver ikke meget for traditionel HRM (Human Resource Management). Under HRM-begrebet, som direkte oversat til dansk betyder menneskelig ressourceadministration, bliver mennesket efter hans mening kun betragtet som en ressource, virksomheden skal administrere og udvinde, sagde han til Berlingske i sommer.

»Hvis man derimod taler om Human Potential Leadership, så ligger der i det begreb, at virksomheden påtager sig et moralsk ledelsesmæssigt medansvar for at beskytte og realisere det menneskelige potentiale, hver enkelt medarbejder indeholder,« sagde han i interviewet.

Albæk har været formand for bestyrelsen i moderselskabet IJH A/S siden begyndelsen af 2017, hvor Brøndby-rigmanden Jan Bech Andersen købte 15 pct.af virksomheden. Megen af den chikane og dårlige trivsel i modevirksomheden i Hornbæk, som Berlingske har afsløret, har fundet sted i hans embedsperiode. Man må undre sig over, hvorfor det ikke er lykkedes at følge bestyrelsesformandens egen opskrift og indføre Human Potential Leadership og dermed forbedre arbejdsmiljøet, realisere de ansattes potentiale og skabe mere lykke og meningsfuldhed hos Ilse Jacobsen Hornbæk.

Måske er Morten Albæks floromvundne ledelsesvisioner strandet et sted, hvor mange andre gode intentioner dør: Dér, hvor man sætter handling bag sine ord.

BIrgitte Erhardtsen er journalist på Berlingske Business