Klumme: Novozymes-chef missede grøn dagsorden

Novozymes' produkter er så grønne, at det gør ondt i øjnene – alligevel skuffes investorerne gang på gang.

Mere grøn regulering, skrappe klimamål, flere grønne investeringer og mere forskning i klima. Sådan lyder kravene næsten enstemmigt fra erhvervslivet, fra organisationer og fra politikere. Forståelsen er, at alt det grønne vil redde ikke blot planeten, men også økonomien, fordi dansk erhvervsliv kan tjene mange penge på, at Danmark lægger sig i spidsen.

Som vegetar, mangeårig togpendler (suk) og storforbruger af økologiske, danske varer, som ikke er fløjet hjem fra fjerne lande, har denne klummeskriver stor sympati for den nødvendige grønne dagsorden. Men det er altså ikke alt, der er grønt, der bliver til guld. Grønne produkter er ikke pr. automatik lig med store markedsandele og høj indtjening.

Tre nedjusteringer

Det er enzymproducenten Novozymes et godt eksempel på. Novozymes har alt godt på hylderne inden for naturlige og bæredygtige enzymer og mikroorganismer, som kan erstatte kemi i vaskepulver, dyrefoder og ethanolproduktion. Alligevel kæmper virksomhedens topchef, Peder Holk Nielsen, med at holde de løfter, han har givet aktiemarkedet, som skuffes igen og igen. I sidste uge nedjusterede Novozymes forventningerne til årets resultat for tredje gang i år. Hvordan hænger det sammen?

Det ene af Novozymes' tre store forretningsområder er enzymer til vaskepulver, som gør det muligt at vaske helt ned på 20-30 grader og dermed spare energi. Blandt kunderne er blandt andet giganter som Procter & Gamble og Unilever, men når økonomien strammer, erstatter de enzymerne med billigere kemikalier.

En anden stor produktgruppe er enzymer til fremstilling af bioethanol, som USA for år tilbage har besluttet skal erstatte ti pct. af benzinen i biler. Planer om at hæve grænsen til 15 pct. og dermed gøre markedet større er forblevet en drøm, og forretningsområdet er stagneret.

Enzymer til landbruget, herunder dyrefoder, er den tredje af Novozymes' produktgruppe. Enzymer i foderet betyder, at en gris optager foderet mere effektivt og dermed så at sige går længere på literen. Men når de amerikanske landmænd er klemt, tvinges de til at tænke kortsigtet og vælger billigere foder. Som Peder Holk Nielsen forklarede forleden i Berlingske: »Hvis amerikanske landmænd har valget mellem at købe vores bæredygtige produkter, som rationelt vil give dem en højere indtægt, og så betale for børnenes skole – så betaler de nok for skolen,« sagde han.

Grise på enzymer

Måske kunne en anden topleder end Peder Holk Nielsen overkomme de barrierer, som Novozymes er stødt på. Men virksomhedens historie viser, at det ikke er uden risiko at satse helhjertet på, at alt grønt er guld. Nye grønne produkter sælger ikke sig selv pr. automatik. Presset fra kunderne og viljen til at betale skal være til stede. Dertil kommer, at nye grønne markeder ofte er underlagt uforudsigelige politiske strømninger, som kan skabe eller lukke ned for et marked på kort tid.

Novozymes er et eksempel på, at nok er det moderne og politisk korrekt at satse grønt. Man kommer bare ikke så langt uden at tilsætte godt gammeldags købmandskab. Grønne drømme skal også kunne sælges.