Det var Berlingske, der sidste år kunne præsentere Nils Jansson, blandt venner i ejendomsbranchen kaldet Speedy, som den kæmpestore amerikanske investeringsmaskine Blackstones håndgangne mand i København.
Nils Jansson var velkendt i den danske branche, hvor han efter finanskrisen krakkede med selskabet CPH Ejendomme og efterlod ubetalt gæld på trecifrede millionbeløb. I dag er Jansson fortid i Blackstone, men samarbejdet med Nils Jansson kan giganten ikke løbe fra. Og det sætter neonlysende spørgsmålstegn ved Blackstones afvejning af grådighed og etik.