Hvis du gik og troede, at vi kan løse klimaudfordringerne alene ved hjælp af ny teknologi, må du tro om igen. Den enkelte dansker kommer til at ændre adfærd og vaner, hvis vi skal i mål med Danmarks ambitiøse klimamålsætning om at reducere CO2-udledningen med 70 pct. i forhold til 1990.
Det mener professor og dekan Peter Møllgaard. Han har det seneste år været formand for det rådgivende ekspertorgan Klimarådet, som netop har fået styrket sin rolle og fremover bliver en magtfaktor i dansk klimapolitik med den nye klimalov, som et stort flertal i Folketinget blev enige om tidligere på måneden.