I sine første 100 dage i Det Hvide Hus har Donald Trump overrasket dansk erhvervsliv positivt. Ironisk nok er det, fordi han ikke har levet op til sine valgløfter.
»Indtil videre kan man sige, at frygten for, hvad Trump kunne finde på at gøre i den økonomiske politik, ikke er blevet retfærdiggjort af hans handlinger,« siger Bo Sandemann, der er professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet.
Inden Donald Trump blev USAs 45. præsident, ville han slå ned på Kina som valutamanipulator og pålægge Kina og Mexico straftold, indføre importafgifter rettet mod udenlandske virksomheder og trække USA ud af store internationale handelsaftaler.
Men i sine første 100 dage i embedet har Trump trukket i land på de fleste af sine planer, som økonomer kaldte for protektionistiske, og som efter deres mening ville være negative for amerikansk økonomi.
Truslen om at indføre straftold på kinesiske og mexicanske varer er ikke blevet ført ud i livet. Kina er ikke en valutamanipulator, lyder det nu fra Donald Trump. Den omtalte og frygtede importafgift på udenlandske varer blev ikke en del af det skatteudspil, som Trump fremlagde i onsdags. Endelig er USAs omfattende handelsaftaler med Mexico, Canada og Europa ikke blevet lagt i graven.
»Jeg tror, at man kan sige det sådan, at Trump er blevet ramt af hverdagen. Der er meget stor forskel på at føre kampagne og på at sidde ved roret,« siger Jens Klarskov, der er administrerende direktør i Dansk Erhverv.
Han noterer sig, at Donald Trumps skrotning af den omfattende, planlagte frihandelsaftale i Stillehavsregionen (TPP) er den eneste reelle protektionistiske politik, som præsidenten har ført ud i livet.
»Men hvis man ser bort fra det, er hans protektionistiske valgløfter heldigvis ikke blevet realiseret. Det skal vi være glade for,« siger Jens Klarskov.
Tidligere har Trump ellers varslet, at han ville trække USA ud af NAFTA, der er USAs handelsaftale med Canada og Mexico. Men torsdag lød nye toner fra præsidenten.
»Jeg har besluttet, at snarere end at afslutte NAFTA, som ville være et ret stort, I ved, chok for systemet, vil vi genforhandle den,« sagde han ifølge CNN til journalister inden et møde med den argentinske præsident.
Ved en konference hos Dansk Erhverv i Købehavn i torsdags fortalte EUs handelskommissær, Cecilia Malmström, at hun netop var hjemvendt fra USA, hvor hun havde mødt repræsentanter fra den nye amerikanske administration. Og hun ser positivt på muligheden for at få realiseret en frihandelsaftale mellem Europa og USA.
100 dage er ikke lang tid
Erfaringerne fra Donald Trumps første dage som præsident står kort sagt i kontrast til de udmeldinger, han kom med op til det amerikanske valg. Dengang lød mantraet »Amerika først« igen og igen, og ved sin indsættelsestale i januar proklamerede han, at USA skulle følge to enkle regler: »Køb amerikansk og ansæt amerikanere.«
»Det mest karakteristiske er den udvikling, der har været fra Trumps temmeligt hårde retorik i valgkampen til de mere moderate, afdæmpede holdninger, han har indtaget som præsident,« siger Karsten Dybvad, administrerende direktør i Dansk Industri.
Dog er det for tidligt for danske virksomheder at puste ud, advarer Karsten Dybvad. Han minder om, at 100 dage ikke er lang tid i amerikansk politik, og at Trump ikke engang har hele sin administration på plads.
»Der er en lang proces endnu, og vi har til gode endnu at se, hvordan en fuldt bemandet administration kommer til at fungere – også i forhold til det internationale samfund. Hvad vil signalerne være? Hvad vil de politiske forslag være? Hvordan vil samspillet blive med Kongressen?« spørger Karsten Dybvad.
Svarene på de spørgsmål er væsentlige. Ikke mindst for Danmark. USA er Danmarks tredjestørste eksportmarked efter Tyskland og Sverige, og i 2015 afsatte danske virksomheder varer og tjenester for lidt over 101 mia. kroner på det amerikanske marked. Det svarer til ca. 9,5 pct. af Danmarks samlede eksport.
I regeringen følger man af samme grund nøje med i udviklingen. Få uger efter Donald Trump tiltrådte som præsident, var erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) på besøg i en uge. Dengang fortalte han til Berlingske, at besøget havde efterladt ham »meget bekymret«.
Er du stadigvæk meget bekymret?
»Der er jo ikke sket så meget på de 100 dage. Det eneste store tiltag har været, at de trak sig tilbage fra TPP. Problemerne er stadigvæk signalerne, som er protektionistiske og antifrihandel. Som en købmandsnation lever Danmark af handel. Med Danmarks kæmpe handelsoverskud har vi jo gavn af, at der ikke kommer toldmure op. Vi har gavn af frihandel og globalisering. Derfor er det bekymrende, at han fortsætter med retorikken,« siger Brian Mikkelsen.
Savner en langsigtet plan
Ifølge ministeren følger regeringen den nye amerikanske administration meget tæt.
Det gør aktiemarkedet også, og indtil videre kan investorerne lide, hvad de ser. Siden Donald Trump blev valgt, er det amerikanske S&P 500-indeks steget med over 14 pct.
»Også forbruger- og erhvervstillidsindikatorer er steget til meget høje niveauer i forventning om, at økonomien ville blive stimuleret i form af skattelettelser og infrastrukturinvesteringer, som Donald Trump har stillet i udsigt,« siger Johnny Bo Jakobsen, der er chefanalytiker i Nordea.
I lyset af USAs statsgæld, der er på over 100 pct. af landets BNP, vil det dog være en meget risikabel strategi at gennemføre ufinansierede skattelettelser, mener Bo Sandemann.
»Vi mangler at se et sammenhængende forslag til, hvordan den økonomiske politik skal se ud for de kommende år – man kan næsten komme til at savne en 2025-plan for USA,« siger Bo Sandemann.