Jyske Bank kommer ud af årets første ni måneder med et resultat efter skat på to mia. kr. Det er fald på godt 15 pct. i forhold til samme periode sidste år. Faldet i indtjeningen skyldes primært, at banken blev ramt af nye nedskrivningsregler i begyndelsen af året.
Selvom resultatet er gået tilbage i 2018 i forhold til året før, meddeler topchef Anders Dam, at banken med hovedsæde i Silkeborg ønsker at øge udbyttet.
»Det er bestyrelsens hensigt at indstille et ordinært udbytte på 6,12 kr. pr. aktie for regnskabsåret 2018 ved den ordinære generalforsamling i marts 2019. Ordinært udbytte for 2017 var 5,85 kr. pr. aktie,« siger Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank.
Fald i antallet af ansatte
Basisindtægterne udgør 6.131 mio. kr. i årets første ni måneder mod 6.167 mio. kr. i samme periode 2017. Omkostningerne falder derimod med ni pct. til 3.664 mio. kr. Ifølge Anders Dam udvikler omkostningerne sig som forventet i takt med, at koncernen beskæftiger et lavere antal medarbejdere. Således er medarbejderantallet reduceret med cirka 700 personer, siden BRFkredit og Jyske Bank fusionerede i april 2014.
På godt fire og et halvt år er Jyske Bank lykkedes med at skabe en vækst i realkreditudlånet med netto ca. 120 mia. kr., og Anders Dam bemærker i regnskabet, at bankens kapitalposition er »uændret stærk«. Kapitalprocenten udgør 20,3 ultimo tredje kvartal, og den egentlige kernekapitalprocent udgør 16,6.
Generelt forrenter Jyske Bank sin egenkapital ringere end sine konkurrenter. For årets tre første kvartaler er bankens egenkapital forrentet med 9,4 pct., mens Sydbank, der aflægger regnskab i morgen, ventes at præsentere en egenkapitalforretning på cirka 11 pct.
»Jyske Bank har som forventet aflagt et fornuftigt, men ikke prangende regnskab,« vurderer Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.
Blæser til angreb på Dankort og Mobilepay
Fra i dag giver Jyske Bank kunder og andre interesserede mulighed for at bruge Google Pay, som netop er kommet til Danmark.
»Det har længe været et ønske fra flere af Jyske Banks kunder, at vi etablerer et samarbejde med Google omkring deres betalingsløsning. For at bidrage til vores målsætning om »at være der, hvor kunderne er«, har vi i dag lanceret Google Pay til nuværende og kommende kunder i Jyske Bank,« siger Anders Dam.
Banken tilbyder i forvejen en række digitale betalingsløsninger, såsom Mobilepay, Garmin Pay, Fitbit Pay og Apple Pay.