Mange har hørt om grådige advokater, der først stopper behandlingen af et konkursbo, når kassen er tømt. I branchejargon handler det om at »køre tanken tom« eller »køre den i nul«.
Også Kammeradvokatens bestyrelsesformand, Boris Frederiksen, kender til historierne, fortalte han i et nyligt interview med Berlingske.
»Som branchemand irriterer de historier mig voldsomt. Det er en misforståelse at tro, at kuratorer bare sidder og selvkontrollerer og bruger alle pengene i konkursboets kasse. Jeg kan lægge hovedet på blokken på, at det ikke sker her, og jeg ved, at det heller ikke sker hos vores seriøse kolleger,« sagde Boris Frederiksen.
Men nu rejser en intern mail fremlagt i Østre Landsret mistanke om, at det netop er sådan, det foregår hos Kammeradvokaten, når statens foretrukne advokater beregner deres salær.
Derfor er mailen også, som jeg ser det, tæt på at være ligegyldigBoris Frederiksen, bestyrelsesformand hos Kammeradvokaten
Historien begyndte i oktober 2017, hvor Kammeradvokaten skulle lukke et konkursbo efter ni års behandling, og fakturaen for arbejdet udskrives.
Der var 1,5 mio. kroner tilbage i kassen i konkursboet, og nu var spørgsmålet, hvor meget Boris Frederiksen og hans samarbejdspartnere eller medkuratorer skulle have i salær, og hvad der ville blive tilbage til kreditorerne, som havde 67 mio. kroner til gode. Medkuratorerne kom fra to andre advokatkontorer, Plesner og det mindre advokatkontor Elvang & Partnere.
En advokat og senior manager i Kammeradvokatens konkursafdeling skrev 17. oktober 2017 en mail herom til kolleger hos Elvang & Partnere: »Det bliver formentlig en mindre udlodning til de simple kreditorer, men vi kan næppe forsvare at tage 1,5 mio. kroner i salær. Jeg tænker, at vi skal udlodde ca. 100.000 kroner, hvis I er enige?« hed det i mailen. Altså ud af de 1,5 mio. kroner skulle advokaterne have 1,4 mio. kroner og kreditorerne 100.000 kroner.
96 mio. kroner for oprydning i Amagerbanken
Diskussionen om konkursadvokaters salærer er ikke ny og kommer i kølvandet på en årelang debat om millionregninger til konkursadvokaterne i de store konkursboer oven på finanskrisen. Berlingske kunne eksempelvis for nylig fortælle, at Kammeradvokaten ved Boris Frederiksen og hans medkurator, Jørgen Holst, foreløbig har hævet 96 mio. kroner i salær for oprydningen i Amagerbanken – et bo, som endnu ikke er afsluttet.
Siden finanskrisen har Boris Frederiksen opbygget Danmarks største konkursafdeling med 90 jurister, som står for 20-25 pct. af Kammeradvokatens omsætning, og Boris Frederiksen lægger ikke skjul på, at afdelingen er profitabel: »Jo, vi tjener gode penge på vores insolvensafdeling,« sagde han for nylig til Berlingske.
Alene i kraft af sin størrelse og position som Danmarks største advokatkontor og statens foretrukne advokat kan Kammeradvokaten forekomme urørlig. Men som en irriterende hveps har Boris Frederiksens medkurator, Kristian Elvang fra Elvang & Partnere, i flere måneder summet omkring Kammeradvokatens bestyrelsesformand og igen og igen forsøgt at stikke ham, hvor det gør ondt.
Kammeradvokaten er for grådig, Kammeradvokaten tager for høje timepriser, og Kammeradvokaten fakturerer for mange timer for arbejde, der kunne overstås på den halve tid, lyder beskyldningerne fra Kristian Elvang.
Kristian Elvang har sammen Boris Frederiksen og Pernille Bigaard fra Plesner været konkursadvokat eller kurator på et konkursbo efter vindmølleparken Windpark Even, som krakkede under finanskrisen. Men da advokaternes salær efter ni års arbejde skulle godkendes af skifteretten, satte Kristian Elvang foden ned, fordi han mente, at salæret fra Kammeradvokaten var alt for højt.
Slås i byret og landsret
Nu slås Boris Frederiksen og Kristian Elvang både i Københavns Byret og i Østre Landsret. Kristian Elvang har fremlagt den email fra Kammeradvokaten i landsretten, som en medarbejder i Boris Frederiksens konkursafdeling fremsendte i oktober 2017 til Elvang & Partnere vedrørende salæret for behandling af konkursboet.
Som nævnt lå der ifølge mailen fra 17. oktober 2017 godt og vel 1,5 mio. kroner i kassen i konkursboet. Spørgsmålet var, hvor stor en del af pengene der skulle ende i konkursadvokaternes lommer, og hvor meget kreditorerne skulle have. Kammeradvokatens medarbejder, som vel at mærke ikke var nogen grøn fuldmægtig, men altså advokat og senior manager, foreslog sine medkuratorer, at kreditorerne kunne nøjes med 100.000 kroner.
Derfor er mailen også, som jeg ser det, tæt på at være ligegyldigBoris Frederiksen, bestyrelsesformand hos Kammeradvokaten
Kristian Elvang forklarer i sit kæreprocesskrift dateret 18. september over for Østre Landsret, hvordan mailen fra Kammeradvokaten skal forstås. Han har sammenholdt mailen med sin viden om og dokumentation for konkursbobehandlingen og har det indtryk, at Kammeradvokatens fremgangsmåde for fastsættelse af salær er opdelt i to faser:
»Først, vurderes det, hvor meget man som kuratel (gruppen af konkursadvokater, red.) kan slippe afsted med at tage i salær, og derefter udarbejdes salærindstillinger, så de bedst muligt understøtter dette,« skriver han til landsretten.
Boris Frederiksen er uenig
Boris Frederiksen er uenig udlægningen af mailen, som han kalder »tæt på at være ligegyldig«. Han foranledigede nemlig, at salærkravet for konkursbehandlingen i Windpark Even ikke blev fastsat til 1,4 mio. kroner, men 970.000.
»Hos os kan en advokat ikke uden partnergodkendelse indstille eller fastsætte et salær. Derfor er mailen også, som jeg ser det, tæt på at være ligegyldig,« forklarer han.
Ifølge Kammeradvokatens bestyrelsesformand kom den pågældende advokat forbi ham for at drøfte afslutningen af boet og salæret.
»Baseret på de foreliggende oplysninger om alle kuratorers tidsforbrug, det opnåede resultat og de udførte opgaver fandt jeg, at 970.000 kroner ville være passende vederlæggelse,« forklarer han.
Det er skifteretten under Sø- og Handelsretten i København, der godkender konkursadvokaternes salærer. Berlingske har forelagt Kammeradvokatens mail for Henrik Rothe og bedt ham kommentere den. Men det ønsker han ikke:
»Her kommer vi nok for tæt på en konkret sag til, at jeg kan hjælpe dig,« lyder det fra Rothe.
3.000 kroner i timen
Kernen i Kristian Elvangs strid med Kammeradvokaten er størrelsen på salæret for oprydningen i Windpark Even, som Berlingske tidligere har beskrevet.
Ifølge Kammeradvokaten er der brugt over 300 timer til en gennemsnitlig timepris i nærheden af 3.000 kroner på oprydningen i konkursboet, som Kristian Elvang betegner som »overskueligt og ukompliceret«. Efter hans vurdering skulle timeforbruget have været halvt så stort og timeprisen væsentlig mindre i konkursboet, som burde være afsluttet på to-tre år.
Et salær på 970.000 kroner betyder, at der bliver godt en halv mio. kroner til kreditorerne, som havde 67 mio. kroner til gode. Men selv om Kammeradvokatens salær altså blev mindre end det, konkursafdelingen oprindelig lagde op til, mener Kristian Elvang alligevel, at de 970.000 kroner er for højt og burde halveres.
Boris Frederiksen har over for Berlingske afvist Kritian Elvangs beskyldninger om for høje priser og for mange timer og påpeger, at Elvang ikke har haft bemærkninger til timeforbrug eller andet gennem de ni år, konkursbehandlingen har varet.
Kristian Elvang har først gjort indsigelse ved afslutningen af boet, og det skyldes ifølge Kammeradvokatens bestyrelsesformand, at Kristian Elvang er utilfreds med, at Kammeradvokaten ikke vil tildele ham en tredjedel af honoraret. Boris Frederiksen påpeger således, at Kammeradvokaten har stået for langt hovedparten af arbejdet med konkursboet.
Konkursboet efter Windpark Even er en lille del af det store konkursbo efter ejendomsmatadoren Martin Klüts’ milliardkoncern, Sandgaarden, som Kammeradvokaten, Plesner og Elvang & Partnere har behandlet i fællesskab. Her løber advokaternes samlede salær formentlig løbet op over 40 mio. kroner.