I Nemlig.coms maskinrum: Robotten er arbejdsleder, og på storskærmen kan alle se dine karakterer

Danmarks førende onlinesupermarked har indrettet en helt speciel arbejdsplads, hvor 1.500 mennesker fra udkanten af det danske arbejdsmarked er krumtappen i det hele.

Topchef og medejer af Nemlig.com Stefan Plenge på lageret i Brøndby. I virkeligheden summede det med mennesker omkring ham. Men fotografen blev hårdt styret. Mathias Svold

På p-pladsen ved Nemlig.coms kæmpelager i Brøndbyvesters industrikvarter bøvler en ung kvinde af afrikansk oprindelse med grøn vest og Amanda Gorman-frisure med at proppe en favnfuld køkkenruller ind i en lille bil.

Ved indkørslen til pladsen står to mænd af udenlandsk oprindelse ligeledes iført grønne veste og venter på at blive hentet af en vagt. Andre ikkeetniske danskere går til og fra. Men hov, her kommer en marineklippet mand af dansk oprindelse. »MANAGER« står der på hans vejarbejder-røde vest.