I disse dage kan jeg konstatere en gammel ufrugtbar debat åbenbare sig, nemlig hvad der kommer først: velstand eller velfærd? Det er en debat, som ikke gør os klogere, al den stund de fleste af os udmærket godt ved, at tingene hænger sammen.
Vores samfundskontrakt bygger på, at der ikke er velfærd uden et stærkt privat erhvervsliv. Omvendt er danske virksomheder begunstiget af et stabilt, sikkert samfund med adgang til kvalificeret, motiveret arbejdskraft, hvis børn kan komme i børnehaver, syge kan komme på hospitalet osv., osv.
Det er ikke raketvidenskab– og politikerne siger det da også ofte. Men det er ikke så tit, at erhvervsledere blander sig i debatten. Men med bogen »Samfundskontrakten – en danmarksrejse på jagt efter fremtiden« af Tue Mantoni, tidligere topchef hos Bang & Olufsen og Triumph Motorcycles, får de stemme. Alene af den grund er bogen interessant. For hvordan ser iværksættere, investorer og virksomhedsledere på Danmark? Og hvor godt rustet er Danmark til den økonomiske krise, som kommer i kølvandet på corona?
Skal man tro nogle af de dygtigste iværksættere i nyere tid, så har vores samfundsmodel givet os et godt udgangspunkt. Da jeg læste bogen, slog det mig, at det er en helt anden fortælling om Danmarks muligheder i en globaliseret verden, end da vi stod i finanskrisen. Dengang handlede debatten meget om vores svigtende produktivitet og de udfordringer, som det gav os.
Vi står godt i krisen
Mantoni fremhæver, at vi med et fleksibelt arbejdsmarked, dygtige medarbejdere, fokus på grøn omstilling og flere globalt stærke erhvervsklynger står godt i den nuværende krise. Bevares – vi kan naturligvis blive bedre.
Og her er det især barriererne for at skalere iværksættervirksomheder, som vi skal arbejde med. Der er både behov for kapital og deciderede skaleringskompetencer. Ligesom vi ikke kommer uden om at tiltrække højtuddannet arbejdskraft fra udlandet. Det kræver til gengæld en anden tilgang til udlændinge.
Men belønningen vil så være, at vi kan bevare virksomheder i Danmark med skatteindtægter og job til følge.
Så udgangspunktet er godt. Ikke mindst fordi værdier som stabilitet og tryghed har en helt anden vægt i 2020 efter Donald Trump, De Gule Veste og Brexit.
Men hvis jeg skal drille forfatteren lidt, så kunne hans rejse godt have været lidt bredere omkring i det danske samfund. Jeg savner de etniske minoriteter, kvinderne, de faglærte og ufaglærtes perspektiv. For i min optik er der også i Danmark en risiko for, at samfundet skævvrides.
Der er i dag knap 800.000 mennesker i den erhvervsaktive alder, som alene har grundskolen som bagage. Mange af dem har tilegnet sig kompetencer på arbejdsmarkedet, men allerede inden corona kunne vi se, at selv om der dengang var udsigt til god beskæftigelse, så havde danskere med færrest kompetencer sværest ved at få adgang til det gode liv med stabil tilknytning til arbejdsmarkedet.
Hvis flere af dem skal have en chance på et stadig mere digitalt og globalt arbejdsmarked, så skal vi have en målrettet efter- og videreuddannelsesindsats.
Uddannelse halter
Og vi er stadig ikke er dygtige nok til at få alle med på uddannelsesvognen.
Alt, alt for mange unge har hverken studie- eller erhvervskompetence, når de runder 25 år. Og rigtigt mange af dem ender i langvarig passiv forsørgelse. Det er en gruppe, som må forventes at møde endnu større udfordringer i de kommende år – med den iboende sociale uro, som kan følge i kølvandet.
For et års tid siden deltog jeg i en konference i Schweiz med fokus på lighed. Der var bred enighed om, at lige adgang til uddannelse af høj kvalitet var vejen til et fair og retfærdigt samfund. Ikke instrumenter som skatter og afgifter, men altså uddannelse. Og det perspektiv blev ikke fremført af uddannelsesfolk, men derimod af økonomer, politologer og sociologer. Mit indlæg handlede om, at den indsats skal starte tidligt. Det er ikke nok med skattefinansieret uddannelse og SU, som vi jo allerede har i Danmark.
Hvis vi vil lykkes med at gå fra formel til reel lige adgang til uddannelse, så handler det i høj grad om at styrke kvaliteten af 0-6-årsområdet.
Hvis vi skal kapitalisere på alle de muligheder, som Mantoni rettelig peger på, så skal vi lykkes med lige præcis det.
Det kræver investeringer i den tidlige indsats, vores uddannelser – herunder ikke mindst efter- og videreuddannelse. Men som Derek Bok, tidligere formand for Harvard University, formulerer det:
»If you think education is expensive, try ignorance.« (Hvis du synes, uddannelse er dyrt, prøv uvidenhed).
I en tid med social uro, fake news og økonomisk krise kunne det budskab ikke ramme mere præcist. Så lad os sammen investere klogt i at gøre alle danskere klogere og mere livsduelige. Vi har rig dokumentation for, at netop dét er vejen til både velstand og velfærd.
