Hongkong-milliardær kræver dansk topchef fjernet fra sin post

Foto: SASCHA STEINBACH

En ny kinesisk storaktionær kræver den danske topchef for modekoncernen Esprit, Anders Kristiansen, udskiftet.

Det skal ske på en snarlig, ekstraordinær generalforsamling, hvor aktionæren vil sætte sin egen, nye ledelse ind.

Det skriver Finans.dk

Anders Kristiansen har de seneste par år haft jobbet som administrerende direktør for det internationale tøjmærke. Virksomheden har hovedsæde i Tyskland og er børsnoteret i Hong Kong.

Som mange andre modeselskaber blev Esprit hårdt ramt under coronakrisen i foråret, hvor salget stort set stoppede i en periode.

Det har blandt andet betydet fyringer og lukning af butikker flere steder i verden.

Storaktionæren, som kræver Anders Kristiansen afsat, er erhvervskvinden Karen Lo, der ejer Hong Kong-selskabet North Point Talent Ltd.

Virksomheden har de seneste dage købt yderligere aktier i Esprit og er nu registreret som den største aktionær med tæt ved 14 pct. af aktierne.

Selskabet ønsker en ekstraordinær generalforsamling, da aktionæren ikke har tillid til den nuværende topledelse i Esprit.

Aktionæren peger også på konkrete navne til, hvem der skal sættes ind i stedet for Anders Kristiansen.

I en pressemeddelelse udtrykker Esprit-bestyrelsen overraskelse over forslaget om at fjerne direktionen:

»Det er bestyrelsens opfattelse, at enhver påtænkt udskiftning af direktionen vil være en trussel mod forretningens drift.«

Bestyrelsen understreger samtidig, at den er i proces med at få styr på planer fra den nye storaktionær. Den ser frem til den kommende ekstraordinære generalforsamling.