Den danske isoleringsproducent Rockwool har i andet kvartal omsat for 26 procent mere end i samme periode sidste år.
Det skyldes primært markante prisstigninger. Det siger selskabets administrerende direktør, Jens Birgersson, i forbindelse med offentliggørelsen onsdag af regnskabet for andet kvartal.
Bundlinjen er dog ikke fulgt med. Den større indtægt er nemlig blevet spist af en nærmest tilsvarende stigning i selskabets udgifter, viser regnskabet.
Overskuddet er landet på 62 millioner euro i andet kvartal svarende til cirka 461 millioner kroner. Det er 22 millioner euro færre end i samme kvartal sidste år.
De samlede driftsomkostninger er i perioden steget til 833 millioner euro fra 619 millioner i andet kvartal sidste år.
Ekstraregningen ser dermed ud til at være blevet sendt videre til kunderne.
Rockwool producerer sten- og glasuld. Det er meget energikrævende og foregår hovedsageligt ved hjælp af gas.
Derfor er Rockwool blandt de virksomheder, der er hårdt ramt af stigningerne i prisen på energi.
Kigges der længere frem i tiden, ser omkostningerne ikke lige foreløbig ud til at falde, siger Jens Birgersson.
»Ser vi frem til resten af året, ser vi et hårdere makroøkonomisk miljø og endnu en stigning i energiomkostninger,« siger han i regnskabet.
»Vi forventer, at dette vil påvirke os negativt med over 100 millioner euro i anden halvdel af året, hvilket ikke kan prissættes fuldt ud med så kort varsel,« lyder det videre.
Af den grund har selskabet derfor valgt at fastholde salgsprognosen for nu. Selskabet forventer en vækst i salget på 20-25 procent for året.
/ritzau/