Hun var en af de første til at trække støtten til Lizette Risgaard.
Nu fortæller formand i HK, Anja C. Jensen, at det ikke var uden grund, at hun allerede fredag meddelte, at hun ikke længere kunne bakke op om Risgaard.
Det skete kort tid efter mødet i forretningsudvalget, hvor Risgaards fremtid skulle drøftes.
Beslutningen skyldes, at formanden har modtaget mellem 12 til 15 mails og sms'er fra mænd, der har oplevet grænseoverskridende adfærd og upassende berøringer fra Lizette Risgaard.
Det fortæller HK-formanden i TV 2-programmet »Lippert«.
Allerede fredag fortalte Anja C. Jensen, at hun havde modtaget henvendelser fra mænd, der har haft lignende oplevelser som dem, der er beskrevet i Berlingske og Ekstra Bladet.
HK oplyser til Berlingske, at Anja C. Jensen havde modtaget 10 henvendelser fredag inden det ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde i HK, som blev afholdt efter mødet i forretningsudvalget. I løbet af weekenden tikkede der dog flere henvendelser ind i formandens indbakke.
Til vært Søren Lippert fortæller Anja C. Jensen, at historien eskalerede kort tid efter Berlingskes og Ekstra Bladets afsløringer.
Derfor blev det også klart for hende, at det ikke kun handlede om fejl fra FHs side, men at der var tale om et decideret svigt.
»Det, der skete, var, at de her unge mænd, der stod frem i Berlingske og Ekstra Bladet, var de første, og så går der hul på posen. Og så sker der bare det i min indbakke, at jeg begynder at få historier ind fra alle mulige steder med andre mænd, der har haft tilsvarende oplevelser,« siger hun.
Berlingske og Ekstra Bladet kunne torsdag afsløre, at Lizette Risgaard i årevis har opført sig grænseoverskridende med upassende berøringer af unge mænd. Hændelserne beskrevet i Berlingske og Ekstra Bladet er sket i en årrække mellem 2016 og 2021.
Efter afsløringerne valgte ni forbund at trække støtten til den nu tidligere formand, og søndag morgen måtte Risgaard tage konsekvensen og stoppe som formand i FH, der repræsenterer 1,3 millioner danske lønmodtagere.
Nu er en uvildig advokatundersøgelse af advokatfirmaet Kromann Reumert, der skal undersøge sagerne, sat i gang, og den forventes afsluttet 15. juni.