HK trækker støtten til Lizette Risgaard: »Min indbakke er fyldt med oplevelser, der ikke er beskrevet i aviserne«

Efter Berlingske og Ekstra Bladets historier om krænkende adfærd over for unge mænd fra Lizette Risgaards side, trækker HK nu støtten til FH-formanden. Nu vil Lizette Risgaard have fat i HK – aftalen var nemlig en anden, siger hun.

Et af landets største og vigtigste fagforbund trækker nu støtten til formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard.

Det sker i kølvandet på et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde fredag.

HK-forbundsformand Anja C. Jensen deltog fredag morgen i et virtuelt hastemøde, hvor hun ifølge sit eget udsagn »gjorde sin stemme« gældende.

Hun understregede HKs nultolerance over for krænkelser. Alligevel lød det tidligere fra HK-formanden, at det ville være »voldsomt« at kræve Lizette Risgaards afgang »ud fra X antal anonyme historier i pressen«.

Selvom HK imidlertid ikke kræver Risgaards afgang, trækker de nu støtten.

»Nu har jeg talt med min hovedbestyrelse, som er mit bagland, og de har meget tydeligt givet udtryk for, at HK ikke længere kan have tillid til Lizette Risgaard med den viden, vi allerede har nu,« fortæller hun i et interview til TV 2 News.

Efterfølgende er det lykkes DR at få en kommentar fra Lizette Risgaard:

»Det er jeg rigtigt ked af. Vi har i forretningsudvalget aftalt – også med HKs formand – at sagerne bliver behandlet, og indtil da er jeg formand i FH.«

»Jeg skal tale med HK igen,« afslutter Risgaard.

Måske kommer vi til at stå alene

Inden historierne kom i Berlingske og Ekstra Bladet, blev Anja C. Jensen informeret om nogle af historierne i fortrolighed, fortæller hun. Det drejer sig om to personer, der har kontaktet hende med oplysninger, hun siger, hun ikke kan ignorere.

»Det er et svært øjeblik for mig som HK-formand og medlem af forretningsudvalget i FH. Men jeg lytter til min indbakke, der har været godt fyldt med oplevelser, der ikke bliver beskrevet i aviserne i dag,« siger HK-formanden til TV2.

»Med de kilder, jeg har talt med, er det klart, at vi ikke længere kan have tillid til Lizette Risgaard.«

Kommer det bag på dig, at det er hovedbestyrelsens ønske?

»Jeg synes egentlig, at jeg har været meget tydelig i forhold til vores politik om nultolerance. Men hovedbestyrelsen har bedt mig være tydeligere.«

Hvilke konsekvenser forventer du, at det her får?

»Det kommer til at få de konsekvenser, at vi får talt om det. Både i HK og i FHs forretningsudvalg – og det kan være, vi står alene. Det kan være, der er andre, der kommer efter os.«

Hun understreger, at blandt andet flere ungdomsorganisationer kræver hendes afgang.

»Det er ikke det, vi siger lige nu. Men vi siger, at vi ikke længere har tillid til hende,« afslutter Anja C. Jensen.

Siden HK trak støtten, er Teknisk Landsforbund også kommet på banen.

Forbundet opfordrer Lizette Risgaard til at trække sig med øjeblikkelig virkning, skriver Teknisk Landsforbund i en e-mail til Ritzau.

»Efter en del overvejelser og interne drøftelser er vi i Teknisk Landsforbund blevet enige om, at tilliden til Lizette Risgaard er væk. Derfor opfordrer vi hende til at trække sig med øjeblikkelig virkning,« siger forbundsformand Jannik Frank Petersen.