Han er søn af en syrisk taxachauffør. Nu er han Microsofts trumfkort i kampen om kunstig intelligens

Med den syrisk-britiske Mustafa Suleyman har Microsoft hyret en af de tungeste hjerner inden for kunstig intelligens til at styre teknologigigantens store satsning på ai. Han forudser en »radikal overflod« af intelligens, som vil gavne et bredt udsnit af klodens befolkning uanset økonomisk formåen. Men han er også fortaler for etisk brug af ai – og for, at regeringer skal gribe ind for at inddæmme farerne.

Noget er på vej. Noget, verden aldrig har set før. Det vil give os fantastiske fremskridt. Men det vil også blive misbrugt og true vores demokratiske fundament på et tidspunkt, hvor det er skrøbeligt som aldrig før.

Det vil være en bølge, der ikke kan stoppes, medmindre vi gør noget for at inddæmme den.