Jensen i læderjakken ræser for at fodre verdens ai-appetit. Hver dag tror han, at hans chipgigant går ned inden for 30 dage

Børsværdien af den amerikanske chipgigant Nvidia er braget op gennem de højere luftlag på verdens glubende appetit efter de chip, der leverer hestekræfter til kunstig intelligens. Alligevel tænker skaberen Jensen Huang hver eneste dag, at hans virksomhed vil gå ned.

Jensen Huang hviler aldrig. Selv ikke når han rider højt på en brusende bølge af succes, hvor hans virksomhed slår alle børsrekorder i vilde værdistigninger.

Nvidia er nu verdens fjerdemest værdifulde virksomhed og står for omkring 80 procent af de avancerede chip, der driver kunstig intelligens. Kunderne nærmest slås om selskabets avancerede produkter. Det kan ganske enkelt ikke producere dem hurtigt nok. Det betyder også, at den 61-årige topchef og medstifter kan tage en god pris for dem.