Fyrværkeri kan købes fysisk helt frem til nytårsaften

Sikkerhedsstyrelsen fastslår nu, at salgstelte med fyrværkeri ikke behøver at lukke den 25. december.

Drive-in fyrværkerisalg ved Apollo Fyrværkeris telt på Bakkens P-plads i Klampenborg. Emil Helms/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Fyrværkeri kan også efter 24. december sælges i selvstændige salgssteder som for eksempel salgstelte.

Det oplyser sikkerhedsstyrelsen i en meddelelse.

Der har siden onsdag været tvivl om, hvorvidt teltene skulle lukke efter juleaften ligesom resten af detailhandlen, men nu har man fastslået, at fyrværkeri betragtes som en dagligvare.

Dermed kan fyrværkerisalget helt frem til 31. december sælges fysisk i de fleste tilfælde, oplyser styrelsen.

Direktør i Sikkerhedsstyrelsen, Lone Saaby, gør samtidigt opmærksom på, at man som sælger også kan vælge at sælge sit fyrværkeri som fjernsalg.

»Det har været en mulighed gennem flere år, men der er ikke så mange forhandlere, der har benyttet sig af det. Nu er det en god metode til, at vi kan få et coronasikkert nytår med fyrværkeri på himlen,« siger hun.

Fjernsalg er salg, hvor kunden kan bestille og betale, uden at man behøver at komme ind i en fysisk butik.

I stedet kan man hente sine varer på et udleveringssted, som lægger krudtet direkte ind i éns bagagerum, eller man kan bestille hos en forhandler, der tilbyder levering hos kunderne.

Sikkerhedsstyrelsen gør opmærksom på, at man som kunde skal huske på, at det ikke er tilladt at bestille fyrværkeri til levering i en pakkeboks.

Hos Fyrværkeribrancheforeningen er direktør Karsten Nielsen glad for, at man betragter fyrværkeri som en dagligvare.

Dog kommer restriktionerne om detailhandlen stadig til at gå ud over salget ifølge direktøren.

»Byggemarkederne, som historisk har solgt rigtig meget fyrværkeri, de kan fortsat kun sælge som fjernsalg,« siger Karsten Nielsen.

Det er i Danmark tilladt at sælge fyrværkeri fra 15. til 31. december. Dog er det kun tilladt at fyre krudtet af fra 27. december til og med 1. januar.

/ritzau/