En time efter at Berlingske beskrev Krasniks kritik af Mette Frederiksen, ringede Socialdemokratiet: »Det er helt vildt«

Socialdemokratiets medieordfører, Kasper Sand Kjær, kalder det helt vildt og grænsende til det konspirationsteoretiske, at Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, i en leder sammenligner Mette Frederiksens kommunikation og magtudøvelse med Donald Trumps populisme.

Da statsminister Mette Frederiksen i tirsdags mødte pressen efter spørgetime i Folketinget, indledte hun med at sige til pressen, at det blev spændende at se, om der også var nogle spørgsmål om »den almindelige dansker«. Claus Bech/Ritzau Scanpix

Mens denne skribent sad med en kop kaffe og et stykke knækbrød med ost, ringede telefonen 9.41 fredag formiddag fra et nummer fra Folketinget.

Det var Socialdemokratiets medieordfører, Kasper Sand Kjær, som havde læst en artikel fra undertegnede publiceret godt en time tidligere på Berlingske.dk, som handlede om en leder fra Weekendavisens Martin Krasnik, hvor chefredaktøren og samfundsdebattøren retter en hård kritik mod statsminister Mette Frederiksen.